Slagsmålet udeblev: Politisk behandling af svineudvidelse overraskende taget af bordet i 12. time
Ændret svineprojekt dæmpede gemytterne: Økonomiudvalget undgik tænders gnidsel.
Der var optræk til en skarp debat i Økonomiudvalget 19. august, men behandlingen af sagen om udvidelse af svinebedriften i Hyllested blev overraskende udsat.
I en lakonisk og ordfattig pressemeddelelse oplyser Syddjurs Kommune tirsdag eftermiddag, at ansøgeren har indsendt en væsentlig ændring til projektet, som reducerer omfanget og kræver fornyet sagsbehandling.
Hvornår landmandens ansøgning er modtaget, fremgår ikke af pressemeddelelsen, men tilsyneladende er den dukket op i løbet af tirsdagen umiddelbart inden økonomiudvalgsmødet.
Ny dato uoplyst
Kommunen skriver, at ændringsforslagene og deres konsekvenser nu skal vurderes, før sagen kan behandles politisk. Det betyder, at sagen sendes tilbage til forvaltningen, og der er endnu ikke sat dato på, hvornår den igen vil blive forelagt Økonomiudvalget og Byrådet.
Oprindeligt var kommunen klar til at give ansøgeren en miljøgodkendelse i slutningen af april. Sagen blev dog løftet fra administrativ til politisk behandling, efter et flertal i byrådet – bestående af SF, Radikale Venstre, Alternativet, Enhedslisten og størstedelen af Socialdemokratiet – ønskede politisk behandling og skærpede kravene til detaljeringsgraden.
Sagen blev behandlet i Natur-, teknik- og miljøudvalget 11. august, hvor et flertal bestående af S, SF og Enhedslisten besluttede at give afslag på ansøgningen om miljøgodkendelse.
Behandlingen i Økonomiudvalget og Byrådet er nu udskudt, indtil de nye ændringer er vurderet.
Din Avis har rakt ud til landmand Michael Hammershøj, der har ansøgt om at udvide soholdet og smågriseproduktionen på Stenledvej 5 i Hyllested, for at få ham til at uddybe, hvad der er ændret i hans ansøgning, og hvad der har ført til, at sagen foreløbigt er taget af det politiske bord.
Michael Hammershøj er endnu ikke vendt tilbage på henvendelsen.
læser
Rådmand vender tilbage til jobbet: Gik på barsel efter kæmpe bommert
lige nu