Svin - de nye hekse i Hyllested?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Syddjurs kommune behandler pt. en ansøgning om markant udvidelse af en af to svinefarme på hver side af Hyllested. Udvidelsen vil ødelægge naturgrundlaget i det smukke område ved Jernhatten og Hyllested Bjerge. Et område der, af den grønne trepart, er udpeget som fremtidigt naturområde.
Forestil dig at du sidder og nyder en kold øl på Ebeltoft Gårdbryggeri - mens der kører en lind strøm af stinkende, støjende, tunge gylletransporter forbi.
Vi er bekymrede for, at udvidelsen også vil sætte en stopper for det sprudlende lokale foreningsliv og tilstrømningen af nye børnefamilier i området. Den tunge trafik igennem de smalle bygader i Hyllested er i forvejen overvældende, og en øgning vil gøre byen uattraktiv for nye tilflyttere.
Trods højlydte protester fra lokale borgere og Danmarks Naturfredningsforening planlægger forvaltningen at presse en godkendelse igennem, og vil orientere Miljøudvalget i byrådet herom på et møde tirsdag d. 14/4.
Dette sker, på trods af, at der, netop nu, forhandles om et regeringsgrundlag, der, med høj sandsynlighed, vil give retten til at godkende eller afvise udvidelse af svinefarme tilbage til kommunerne.
Vi øjner, at et flertal i byrådet er imod udvidelsen, og vi har en forventning om, at vores folkevalgte vil bringe sagen for byrådet og afvise godkendelsen.
Rugård gods ved Hyllested var det sidste sted i Danmark, hvor der foregik hekseprocesser. Skal Syddjurs nu være den sidste kommune i landet, der godkender en udvidelse af en svinefabrik i et attraktivt naturområde?
Forhåbentlig ikke.