Lastbiler og svin på dagsordenen på søndag - byrådets røde flertal presser på for ændring af svinelovgivning
Miljøforeningen Hyllested og Omegn inviterer byrådsmedlemmer til søndagsmøde. Politisk uenighed i Natur-, Teknik- og Miljøudvalget, hvor Jesper Yde Knudsen og Riber Hog Anthonsen er de to poler i debatten om udvidelse af svineproduktion.
I det nye Natur-, Teknik- og Miljøudvalg mødes to verdener.
På den ene side står Jesper Yde Knudsen (Enhedslisten), en arg modstander af konventionel svineproduktion, der kæmper for miljøet og bæredygtighed.
På den anden side står Venstres Riber Hog Anthonsen, mangeårig selvstændig landmand og svinebonde, som forsvarer landbrugets interesser og ser svineproduktionen som en nødvendighed for erhvervet og Danmark i det hele taget, uden at ville gå på kompromis med dyrevelfærd og lovgivningen.
Denne dynamik skaber spændinger i udvalget, hvor formand Kim Lykke Jensen (SF), Anita Søholm (S) og Konservatives Vibe Bregendahl Noordeloos også spiller centrale roller.
De to førstnævnte hælder klart mest til Jesper Yde Knudsen, mens Vibe Bregendahl Noordeloos endnu ikke har lukket helt op for godteposen.
Kommer uenigheden til udtryk?
Spændingerne kommer måske til udtryk i weekenden, hvor den nystiftede Miljøforeningen Hyllested og Omegn har inviteret byrådsmedlemmer til søndagsmøde den 8. marts i det lokale forsamlingshus.
Mødet handler om den ansøgte udvidelse af svineproduktionen på Stenledvej 5 i Hyllested, som Din Avis har omtalt flittigt.
De lokale borgere er bekymrede for konsekvenserne for byens trivsel, sikkerhed, drikkevand, sundhed og udviklingsmuligheder. Miljøforeningen er dannet med det helt klare formål at forhindre projektets gennemførelse.
Men hvor er folketingskandidaterne? Det er bemærkelsesværdigt, at de tilsyneladende ikke er inviteret med til mødet, når det nu er Folketinget, der skal på banen for at ændre lovgivningen, og der er folketingsvalg den 24. marts.
Kan gøre meget lidt
Som Din Avis tidligere har beskrevet, har en kommune meget lidt indflydelse, når det drejer sig om udvidelse af husdyrbrug. Sanne Attermann, chef for Teknik og Miljø i Syddjurs Kommune, forklarer: »Generelt gælder det ved behandling af ansøgninger om miljøgodkendelser af husdyrbrug, at kommunen alene skal vurdere på miljømæssige påvirkninger.«
Lovgivningen fastsætter klare kriterier, som kommunen skal følge ved vurderingen af et ansøgt projekt. Hvis et projekt overholder de fastsatte afskæringskriterier, har ansøger som hovedregel et retskrav på at få projektet godkendt.
Den manglende lokale indflydelse skyldes fødevare- og landbrugspakken fra 2016, som forhindrer kommuner i at tage hensyn til klager fra naboer, turisme eller ønsker om en grønnere kommune.
Et politisk flertal i det tidligere Syddjurs Byråd ønskede at få loven ændret, så kommunen og borgerne fik mere indflydelse. Med Enhedslistens Jesper Yde Knudsen som bannerfører skrev byrådets røde flertal, inklusive Radikale Venstre, til minister for grøn omstilling Jeppe Bruus Christensen (A) for at gøre opmærksom på kommunens manglende muligheder for at agere politisk.
Erling Bonnesen, miljøordfører for Venstre på Christiansborg, mente dengang ikke, at kommunerne skal have mere indflydelse. Han understregede, at ensrettede nationale regler er nødvendige for at undgå tilfældige beslutninger baseret på lokale forhold.
Fortsat konservativ politik?
På den borgerlige fløj i byrådet anførte Konservatives Bjørn Jensen, nu folketingskandidat, at der allerede eksisterer tydelige regler på området, og at forslaget blot vil føre til mere kommunalt bureaukrati og uforudsigelighed for landbruget.
Om det fortsat er en konservativ grundholdning i byrådet, kan Vibe Bregendahl Noordeloos fortælle på søndag.