Fortsæt til indhold

Styrelse opfordrer til øget kontrol efter CPR-sag

Styrelsen for Samfundssikkerhed anbefaler identitetskontrol med eksempelvis MitID eller fysisk fremmøde.

Samfund
/ritzau/

Myndigheder, organisationer og virksomheder bør supplere deres kontrol, så der ikke bliver udleveret følsomme oplysninger alene på baggrund af oplysninger som CPR-nummer, navn og adresse.

Sådan lyder det fra Styrelsen for Samfundssikkerhed i en pressemeddelelse.

Opfordringen kommer dagen efter, at Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet meddelte, at uvedkommende havde skaffet sig adgang til cirka 8,8 millioner borgeres oplysninger i CPR-systemet.

Hændelsen betyder ifølge Styrelsen for Samfundssikkerhed, at myndigheder, organisationer og virksomheder bør gennemgå deres processer for kontrol af borgeres identitet.

Som udgangspunkt opfordres der til, at identitetskontrol er baseret på andre oplysninger end oplysninger fra CPR.

Det kan for eksempel være ved brug af MitID eller ved at sende en engangskode til et telefonnummer eller en mailadresse, som allerede er registreret.

Det kan også være ved at stille kontrolspørgsmål, der ikke alene bygger på oplysninger, som kan være lækket, og som tager udgangspunkt i den konkrete relation.

For en virksomhed kan det for eksempel være et kunde- eller aftalenummer.

Styrelsen anbefaler også, at man beder borgeren møde fysisk op med legitimation, hvis henvendelsen handler om særlige ændringer af økonomisk eller sikkerhedsmæssig karakter.

Se video: