Lokal virksomhed har scoret millionordre på Ringkøbing Renseanlæg
VAM A/S med hovedkontor i Vester Alling har fået en stor ordre i Ringkøbing. Virksomheden har vundet totalentreprisen på moderniseringen af Ringkøbing Renseanlæg.
Entreprenørvirksomheden VAM A/S, med hovedkontor på Limevej 5 i Vester Alling, har fået tildelt en stor totalentreprise på moderniseringen af Ringkøbing Renseanlæg.
Opgaven er bestilt af Ringkøbing-Skjern Forsyning og har en værdi på 64,4 millioner kroner, fortæller VAM A/S i en pressemeddelelse.
Projektet omfatter en omfattende opdatering af det eksisterende anlæg.
VAM A/S skal blandt andet renovere den gamle pumpestation, etablere en ny og enklere processtruktur uden rådnetank og forberede anlægget til et fremtidigt fjerde rensetrin. Samtidig skal anlæggets robusthed øges, blandt andet med højvandssikring.
En kompleks opgave
Renseanlæg er komplekse anlægsopgaver, hvor flere fagområder skal spille sammen. På Ringkøbing Renseanlæg skal spildevandet fortsat håndteres, mens arbejdet foregår, hvilket stiller store krav til planlægning og samarbejde mellem alle parter.
VAM A/S har tidligere erfaring med lignende projekter. Virksomheden har blandt andet renoveret Branderup Renseanlæg for Tønder Forsyning, udbygget Gilleleje Renseanlæg for Gribvand Spildevand A/S og udvidet Fornæs Renseanlæg for AquaDjurs.
Teknisk direktør Jens Brøndum fra VAM A/S udtaler: »Opgaverne med renseanlæg passer rigtig godt til os i VAM, fordi det er en kompleks type opgave, der kræver, at vi bruger hele vores faglighed. Det er teknisk udfordrende og kræver skarp planlægning at arbejde, mens driften af spildevandet fortsættes. Vi har gode erfaringer fra lignende projekter, hvor vi kan se, at nøglen til at lykkes ligger i det tætte samarbejde med bygherren, hvor vi finder løsninger sammen. Derfor ser vi frem til et tæt og konstruktivt samarbejde med Ringkøbing-Skjern Forsyning.«
Detailplanlægningen er i gang, og anlægsarbejdet forventes at begynde i starten af 2027. VAM A/S har rådgivningsfirmaet Niras med på projektet.
læser
lige nu