Fortsæt til indhold

Kommunen vil have mere økologisk landbrug: Otte marker udbydes til forpagtning

Økologisk drift af landbrugsarealer skal beskytte grundvand og styrke biodiversiteten.

Samfund

Favrskov Kommune udbyder fra 1. januar 2027 forpagtningen af otte kommunale landbrugsarealer ved Hadsten og Hadbjerg. Kommunen oplyser på sin hjemmeside, at arealerne skal drives økologisk som led i dens indsats for at beskytte grundvandet, styrke biodiversiteten og bidrage til klimaindsatsen.

De otte landbrugsarealer varierer i størrelse fra 1,9 hektar til 19 hektar. De største arealer findes ved adressen Sandbyvej 32 syd for Munkebakken i Hadsten. Sydøst for den nyrenoverede rundkørsel er der to arealer på henholdsvis 12,6 og 19 hektar, der hver især kan forpagtes i foreløbig tre år til en pris på 3.500 kr. pr. hektar om året, svarende til årligt 44.100 kr. og 66.500 kr.

På Højvangsvej øst for Hadbjerg er der tre mindre arealer på samlet 14 hektar, og vest for Hadbjerg ved Elmelundsvej 27 kan der forpagtes et areal på 8,1 hektar i fem år til 4.000 kr. pr. hektar om året.

Nord for Hadsten Skole i Hadsten på Hadbjergvej 9 er der et mindre areal på 3 hektar, og endelig er der i den vestlige del af Hadsten ved adressen Granholt 1 et smalt areal på 1,9 hektar langs Vestre Ringvej.

For at byde på forpagtningerne skal du have et økologisk autorisationsnummer, og man kan byde på ét eller flere af de i alt otte arealer. Sidste chance for at afgive bud er torsdag 29. oktober kl. 12.00.

Økologiske landmænd har mulighed for at forpagte en række landbrugsarealer ved Hadsten og Hadbjerg. Foto: Favrskov Kommune