Ejer skuffet over aflyst købsaftale: Handel faldt til jorden
Salget af den tidligere købmandsbutik i Knebel gik i vasken til stor skuffelse for ejeren Jens Karl Andersen. Onsdag aften mødes den lokale købmandsgruppe for at diskutere vejen til en købmandsbutik i byen.
Salget af den tidligere købmandsbutik på Knebel Bygade 27 er endnu ikke gennemført.
Ejeren, Jens Karl Andersen, bekræfter, at handlen er trukket tilbage, og at rotteproblemer har spillet en væsentlig rolle.
»Det skuffer mig,« siger Jens Karl Andersen til Din Avis.
»Der har ikke været rotter i bygningen sidcen oktober sidste år, og dengang var der tale om nogle få,« siger Jens Karl Andersen.
Ejendomsmæglerfirmaet EDC havde ellers forhandlet en købsaftale på plads med en interesseret investor til en pris, som Jens Karl Andersen var tilfreds med.
Han vil ikke oplyse prisen, men den har ikke ligget langt fra den pris, 1,2 mio. kroner, som Jens Karl Andersen hele tiden har meldt ud som værende den pris, han vil sælge til.
Et skambud
Til sammenligning har den lokale købmandsgruppe, der i lang tid har arbejdet for at få en Dagrofa-købmandsbutik til Knebel i de lokaler, der tidligere husede byens købmand, budt 600.000 kroner.
Det betegner Jens Karl Andersen som et skambud. »Det er jo ikke engang grundværdien.«
Han minder om, at ejendomsmægleren startede med en pris på 1,4 mio. kroner.
Jens Karl Andersen oplyser, at han er villig til at forhandle, men ikke til at acceptere skambud.
»Så beholder jeg bygningerne og lejer dem ud,« siger han.
Drøfter situationen mandag
Når købmandsgruppen ikke vil betale 1,2 mio. kroner for bygningerne, hænger det sammen med ’rotteproblemet’, som købmandsgruppen har en anden opfattelse af i størrelse og omfang end Jens Karl Andersen.
»Vi har en rapport fra Anticimex, hvori det anlåes, at det vil koste omkring 1 mio. kroner at fjerne rotterne og renovere ejendommen, før den kan bruges som butik. Det er i det lys, at vores bud på 600.000 kroner skal ses,« siger Lene Straarup, talsmand for købmandsgruppen.
Gruppen mødes igen onsdag 21. oktober for at drøfte situationen.
»Vi har brugt efterårsferien til at trække luft ind og til at overveje, hvad vi nu gør. Jeg kan ikke sige ret meget mere, før vi har været samlet i købmandsgruppen,« siger Lene Straarup.
Lene Straarup har været med i købmandsgruppen i Knebel siden starten for cirka halvandet år siden. Den består ud over Lene Straarup af Connie Berggren, Ole B. Sørensen, Mona Thomasen og Bent Haulrik.
læser
lige nu