Fuld togtrafik mellem Fredericia og Odense genoptages først mandag
Regionaltog har været erstattet af busser siden fredag efter en brand i en sikringshytte ved Aarup.
Togtrafikken mellem Fredericia og Odense genoptages mandag med fuld kapacitet.
Det oplyser Banedanmark, som har ansvaret for at drive, vedligeholde og udvikle det statsejede danske jernbanenet, i et opslag på det sociale medie X onsdag eftermiddag.
DSB, der står for selve togtrafikken, oplyste onsdag formiddag i en foreløbig melding, at der ville køre færre tog på strækningen til og med søndag den 18. oktober.
Alle regionaltog på strækningen er erstattet af togbusser og har været det siden fredag, efter at der udbrød brand i en sikringshytte ved den vestfynske stationsby Aarup.
Teknikhytten, der indeholder elektronik og udstyr til jernbanens signalsystem, udbrændte totalt.
Det er uvist, hvorfor branden opstod.
Internationale tog samt intercitylyntog og intecitytog kører som normalt, men vil på dele af strækningen - mellem Odense og Middelfart/Fredericia - køre med lavere hastighed.
Teknikhytten på Aarup Station er totalt udbrændt. Vi har endnu ingen prognose for, hvornår trafikafviklingen kan være normal igen. Togtrafikken kommer til at være påvirket lang tid frem i form af forsinkelser og aflysninger. Tjek Rejseplanen, hvis du skal afsted i efterårsferien.
— Banedanmark (@banedanmark) October 9, 2026
læser
lige nu