Hvorfor blev farligt hul i vejsiden ikke opdaget ved dagligt tilsyn?
Syddjurs Kommune: Skærpet opmærksomhed efter skader på biler ved vejarbejde i Rønde.
Syddjurs Kommune: Skærpet opmærksomhed efter skader på biler ved vejarbejde i Rønde
Syddjurs Kommune har skærpet opmærksomheden på sikkerheden ved de midlertidige færdselsarealer på Rønde Hovedgade efter flere bilister har fået beskadiget deres biler i forbindelse med vejarbejdet. Det oplyser kommunens chef for Teknik og Miljø, Sanne Attermann, i et skriftligt svar til Din Avis.
»Syddjurs Kommune tager oplysninger om huller i de midlertidige færdselsarealer og skader på trafikanternes køretøjer meget alvorligt. Det skal være trygt og forsvarligt at færdes langs Hovedgaden, også under et omfattende anlægsarbejde,« skriver Sanne Attermann.
Kommunen har modtaget dokumentation fra entreprenøren for, at de lovpligtige daglige tilsyn er gennemført. Alligevel kan kommunen ikke forklare, hvorfor et hul i vejen ikke blev opdaget ved tilsynene søndag eller mandag morgen 11. og 12. oktober.
Ifølge Sanne Attermann er kritikken og oplysningerne om hændelserne sendt videre til entreprenøren med henblik på yderligere opfølgning.
Syddjurs Kommune tager oplysninger om huller i de midlertidige færdselsarealer og skader på trafikanternes køretøjer meget alvorligt.
Hullet blev udbedret hurtigt
Projektledelsen blev mandag 2. oktober omkring middag gjort opmærksom på hullet via en henvendelse til Borgerservice.
Borgeren blev straks kontaktet, og entreprenøren blev instrueret i omgående at udbedre forholdet. Ifølge kommunen blev hullet fyldt op inden for cirka ti minutter, og et efterfølgende tilsyn klokken 12.20 viste, at forholdet var udbedret.
Sanne Attermann beklager, at kommunen ikke modtog oplysninger om hullet tidligere.
»Hvis vi var blevet gjort bekendt med hullet umiddelbart efter de første hændelser, kunne vi have reageret tidligere og muligvis mindsket risikoen for yderligere skader,« skriver hun.
Kommunen opfordrer trafikanter til straks at kontakte kommunen, hvis de konstaterer huller, mangelfuld afmærkning eller andre trafikfarlige forhold. De midlertidige foranstaltninger skal være forsvarlige og løbende kontrolleres og vedligeholdes, understreger miljøchefen.
Anmeld til forsikringsselskab
Eventuelle skader bør ifølge kommunen anmeldes til trafikantens eget forsikringsselskab og dokumenteres med billeder samt oplysninger om tidspunkt, sted og skadens omfang.
Ansvar og forsikringsdækning vil herefter skulle afklares mellem borgerens forsikringsselskab, entreprenøren og entreprenørens ansvarsforsikringsselskab.
Flere bilister har oplevet skader
Lørdag aften den 10. oktober kort før klokken 20 kørte Anna-Birthe Mokrzyczka fra Aarhus mod Ebeltoft. Da hun passerede Rønde Hovedgade i mørke og kraftig regn, blev hendes bil beskadiget.
»Jeg fik flænget de to højre dæk, beskadiget fælgene på de to hjul og ramt kofangeren på undersiden,« fortæller hun i en mail til Din Avis.
Også Kai Klemmensen Kristensen fra Ebeltoft har oplevet problemer. Hans datter kørte natten til søndag i hans bil og fik begge dæk i højre side ødelagt ud for Rønde Vandrehjem.
»Det var meget mørkt på dette tidspunkt af natten, så det var svært at orientere sig, fordi kørebanen er yderst smal, og derfor røg bilen ned i et stort hul i vejkanten,« fortæller han.
Karsten Bay fra Rønde har anmeldt en lignende hændelse til Syddjurs Kommune. Hans bil fik flænset højre bagdæk samme sted mandag den 12. oktober klokken 08.15. Han beskriver i sin anmeldelse, at trafikken blev ledt gennem en smal passage, hvor belægningen var stærkt beskadiget med en betydelig niveauforskel og et hul.
»Forholdet var ikke særskilt afmærket eller afspærret, ligesom der ikke var lagt fx køreplader over hullerne,« skriver Karsten Bay.
Han oplyser, at han målte hullet til cirka ni centimeters dybde med skarpe og ujævne kanter. Bilen blev efterfølgende bugseret til et autoværksted, hvor der blev monteret et nyt dæk. Værkstedsregningen lød på 2.095,39 kroner.
Karsten Bay har fremsat krav om erstatning til Syddjurs Kommune og oplyser, at kommunen har kvitteret for modtagelsen af anmeldelsen.
læser