Første huse er på vej i nyt Hørning-kvarter: 14 grunde er allerede solgt
Gravemaskinerne er rykket ind på Lysengen ved Sommerbæk Skole. De første to huse ventes klar i det tidlige forår.
Fra bar jord til byggeplads. Mandag i efterårsferien gik gravearbejdet til de første huse i gang på Lysengen ved Blegindvej og Sommerbæk Skole i Hørning.
Det oplyser Milton Huse, firmaet bag udstykningen, i en pressemeddelelse.
Tidligere på måneden blev byggemodningen af det 23.000 kvadratmeter store område afsluttet. Veje, fortove og gadebelysning er på plads, og nu følger husene. De første to huse på Lysengen, nummer 18 og 26, ventes at stå klar i det tidlige forår, mens resten af kvarteret vokser frem i løbet af 2027.
Af udstykningens 22 grunde er 14 solgt, fire reserveret og fire fortsat ledige. Ud over de byggerier, der nu er i gang, er der søgt byggetilladelse til yderligere otte huse.
Ifølge Milton Huse bor halvdelen af køberne allerede i Hørning, mens resten primært kommer fra Aarhus-området. Blandt dem er både småbørnsfamilier, familier med større børn og par, hvis børn er flyttet hjemmefra.
For nogle handler det om at få mere plads, mens det for andre er muligheden for at bygge nyt i den by, hvor de allerede har deres hverdag
Allerede inden salgsstarten i december 2025 stod mere end 150 familier på interesselisten, oplyser Milton Huse.
»Vi er godt tilfredse med, hvordan salget er forløbet. Interessen har været stor fra begyndelsen, og som forventet har vi set en stor interesse fra lokale, der gerne vil blive i byen,« siger administrerende direktør Erik Rehnquist.
Han forventer, at byggestarten vil sætte yderligere gang i salget.
»Nu hvor vejene er anlagt, og de første huse begynder at skyde op, bliver det langt nemmere at se, hvordan kvarteret kommer til at være. Det gør boligdrømmen mere konkret for de familier, der overvejer at bygge her, så vi forventer, at det vil give salget af de sidste grunde et skub.«
Lokalplanen giver mulighed for enfamiliehuse med forskellige arkitektoniske udtryk. De resterende grunde udbydes fra 2.595.000 kroner inklusive tilslutningsafgifter. Køberne er forpligtet til at lade enten Milton Huse eller arkitekt- og byggefirmaet Menzer & Kristensen opføre huset.