Fortsæt til indhold

145 midtjyske skoler får råvarer til madkundskab

Kasserne er finansieret af donationer fra Coops kunder.

Samfund

Elever i 417 skoleklasser i Midtjylland får i uge 43 og 44 smagekasser med danske råvarer og undervisningsmateriale fra Coop Madskole.

I alt modtager 1.500 skoleklasser fordelt på 509 skoler i hele Danmark smagekasserne. Heraf ligger 145 skoler i Midtjylland.

På landsplan får over 30.000 elever glæde af initiativet, og efterspørgslen har været så stor, at der er oprettet venteliste, skriver Coop i en pressemeddelelse.

Smagekasserne indeholder danske råvarer i sæson samt opskrifter og undervisningsmateriale til elever i 5. og 6. klasse. Formålet er at give børnene praktisk erfaring med madlavning i skolernes undervisning i madkundskab.

»Børn kan meget mere, end vi tror. Men det kræver praktiske erfaringer og succesoplevelser i et køkken at udvikle madmod og færdighederne til selv at lave mad,« siger Annette Jorn, administrerende direktør i foreningen Coop amba, der står bag smagekasserne.

Pantdonationer betaler for råvarerne

Smagekasserne er finansieret af donationer fra kunder, der har valgt at donere deres pant i en af Coops cirka 900 butikker.

Pengene går dermed til undervisning på skoler rundt om i landet.

Ifølge tal fra Coop Analyse mener otte ud af ti danske forældre, at det er vigtigt, at deres børn kan lave mad, når de flytter hjemmefra.

Alligevel laver størstedelen af de 3-17-årige ikke jævnligt mad derhjemme. Den andel har ikke ændret sig i 15 år, mens andre undersøgelser peger på, at børns færdigheder i køkkenet er faldende.

Coop Madskoles Smagekasse 2026 er på vej ud til landets skoler. I alt kommer over 20 ton råvarer ud til over 500 skoler. - Foto: Christel Frydkjær

Derfor mener Coop, at undervisningen i madkundskab spiller en vigtig rolle.

»Vi kan glemme alt om, at de kommende generationer kommer til at lave mere mad fra bunden, hvis ikke børnene får praktisk erfaring. Det kræver, at der er råvarer at arbejde med ude i skolekøkkenerne. Det er her, fundamentet bliver lagt, og hvor børnene får mod på selv at lave mad,« siger Annette Jorn.

Madkundskabslærere fra hele landet har kunnet tilmelde deres klasser til ordningen.

Se video: