Fortsæt til indhold

Kameraer i krydsene: Her bliver du snart filmet, hvis du kører over for rødt

Inden året rinder ud får Aarhus to såkaldte rødkørselskameraer.

Samfund

Antallet af dræbte og kvæstede langs få kilometer af Ringvejen i Aarhus skal nedbringes.

Derfor kommer der nu såkaldte rødkørselskameraer i to kryds. Det har længe været bestemt, at kameraerne snart tændes i krydset Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej – et kryds, der i folkemunde har fået det lidet flatterende navn ”dødskrydset”.

Nu er det ganske vist, at det andet bliver mellem Hasle Ringvej og Paludan-Müllers Vej.

Det oplyser Rigspolitiet i en mail.

»Der har været udvalgt en række relevante kryds sammen med Østjyllands Politi og Aarhus Kommune. Disse er vurderet ud fra forskellige parametre, herunder trafiksikkerhed samt praktiske muligheder for opsætning af kameraer,« skriver Rigspolitiet i en mail

Udover krydset Hasle Ringvej og Paludan-Müllers Vej er det krydset ved Viby Torv, der har været i spil – men som altså nu er dømt ude som konsekvens af de forskellige instansers vurdering.

»Projektet har på den baggrund indstillet de to lyskryds, som er godkendt i Rigspolitiet. Projektet om opsætning af rødlyskameraer er prioriteret i politiets samlede it-udviklingsportefølje, og omfatter de to lyskryds ud fra et hensyn til de tilgængelige ressourcer og kapacitet på tværs af Rigspolitiet,« står der videre i mailen.

Aarhus' borgmester Anders Winnerskjold (med ryggen til) i krydset ved Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej i Aarhus V. Her har flere mennesker mistet livet. Foto: Sten Brøgger

Især det såkaldt ”dødskryds” har fået en del omtale i både medierne og befolkningen.

En måling fra 2023, viste dengang, at 163 trafikanter kørte over for rødt i krydset – hver dag.

Med få års mellemrum er der sket to dødsulykker i krydser. I begge tilfælde har været tale om bilister, som har kørt over for rødt. I 2018 mistede en 21-årig kvinde livet i en ulykke i krydset, og to år efter mistede en 23-årig kvinde livet samme sted.

»Der er for mange, der kører fuldstændig vanvittigt herude, og vi har haft alt, alt for mange ulykker, og vi har desværre også haft alt for mange dødsfald. Jeg er glad for, at vi nu får et forsøg med at sætte et rødkørselskamera op, så man får en bøde, når man kører over for rødt. Jeg forventer, at der bliver delt mange bøder ud,« sagde Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold, da det kom frem, at byen får rødkørselskameraer.

I et opslag på Facebook jublede borgmesteren mandag over, at der snart bliver lukket op for blitzene i de to kryds.

»En rigtig god nyhed fra Rigspolitiet,« som han udtrykker det.

Det er ikke kun i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej, hvor byen har været præget af uheld og ulykker.

Tilbage i 2024 blev en 24-årig kvindelig cyklist påkørt og dræbt i krydset af en spiritus- og narkopåvirket 30-årig mand i krydset Paludan-Müllers Vej/Hasle Ringvej, og så sent som i september blev en mandlig cyklist også kørt ned i krydset. Han kom dog ikke alvorligt til skade.

To unge kvinder har mistet livet i dette kryds i Aarhus. I løbet af tre uger har 3.436 bilister forceret det - for rødt. Foto: Søren Vendelbo.

Der er endnu ikke sat en officiel dato på, hvornår de to kryds bliver overvåget af de nye kameraer.

De skal dog begge steder være fuldt funktionsdygtige inden ”udgangen af 2026”.

Bliver man blitzet, mens man kører over for rødt, hedder bødetaksten for 2026 et klip i kørekortet, en bøde på 2.000 kroner og 1.000 kroner til Offerfonden.