Aarhus-firma vildledte kunder: Lovede strøm fra 100 procent atomkraft
Elselskabet Kärnfull Energi har overtrådt markedsføringsloven ved at give kunder indtryk af, at de kunne få strøm udelukkende fra atomkraft. Det fastslår Forbrugerombudsmanden, der nu indskærper reglerne over for selskabet.
”En lysere fremtid med 100 % atomkraft”, ”100 % certificeret atomstrøm” og ”Skift til 100 % atomstrøm nu”.
Det er nogle af de udsagn, som det aarhusianske elselskab Kärnfull Energi har benyttet i sin markedsføring.
Men den går ikke, fastslår Forbrugerombudsmanden.
Ifølge myndigheden har selskabet overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning, fordi formuleringerne kan give kunderne det fejlagtige indtryk, at de får strøm udelukkende fra atomkraft ud af stikkontakten.
I virkeligheden bliver strøm fra forskellige energikilder blandet i elnettet, lyder det i en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden.
Elselskaber kan derfor ikke garantere, at strømmen i kundernes stikkontakter kommer fra en bestemt energikilde.
De kan derimod købe såkaldte oprindelsesgarantier, der dokumenterer, at der er produceret en tilsvarende mængde strøm fra eksempelvis atomkraft.
Fortsatte efter advarsel
Kärnfull Energi havde på sin hjemmeside oplysninger om, at selskabets elaftaler byggede på oprindelsesgarantier. Men oplysningerne var placeret på en separat FAQ-side og ikke sammen med de konkrete markedsføringsudsagn.
Det var ifølge Forbrugerombudsmanden ikke tilstrækkeligt.
Sagen udspringer af en klage fra Forbrugerrådet Tænk over markedsføringen hos 16 elselskaber.
Allerede i september 2025 blev Kärnfull Energi orienteret om reglerne og fik efterfølgende en frist til at ændre sin markedsføring, men efter fristens udløb konstaterede Forbrugerombudsmanden, at selskabet fortsat benyttede de vildledende udsagn.
Derfor tog myndigheden sagen op til behandling og har nu indskærpet forbuddet mod vildledning over for virksomheden.
»Elselskaber kan naturligvis ikke love forbrugerne, at de får strøm produceret fra en bestemt energikilde i stikkontakterne, da al strøm blandes i elnettet,« siger forbrugerombudsmand Torben Jensen.
Kärnfull Energi har oplyst, at selskabet efter at have modtaget Forbrugerombudsmandens høringsbrev har fjernet eller ændret de omtalte formuleringer på hjemmesiden, så det nu fremgår tydeligt, at elprodukterne bygger på oprindelsesgarantier.