Nye kameraer i Aarhus-kryds: Snart får bilister bøder for at køre for stærkt – og over for rødt
De nye kameraer kan også måle din hastighed. Og det kan koste bøder.
Inden året er omme får Aarhus to såkaldt rødkørselskameraer.
De bliver opstillet i de to kryds Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej – et kryds, der i folkemunde har fået det lidet flatterende navn ”dødskrydset” – og i krydset mellem Hasle Ringvej og Paludan-Müllers Vej.
Det er dog ikke kun bilister, der formaster sig over for rødt, der kan forvente en hilsen i e-Boks.
Kameraerne vil nemlig også blitze, hvis hastighedbegrænsningen på 70 kilometer i timen.
Det oplyser Rigspolitiet i en mail ti lDin Avis.
»Rødlyskameraerne opsættes der, hvor de forventes at have størst effekt på at øge trafiksikkerheden og stoppe farlig kørsel. Rødlyskameraerne registrerer og dokumenterer køretøjer, der kører over krydset for rødt, og hvis en bilist kører gennem krydset med højere hastighed end det tilladte,« skriver Rigspolitiet.
Det kommer til at foregå, som det allerede kendes fra politiet automatiske trafikkontroller.
»Systemet er koblet op til politiet automatiske trafikkontrolsystem, og processen vil være den samme som for øvrige bøder for færdselsovertrædelser,« skriver politiet videre.
Det er flere ulykker med dræbte og kvæstede, der er årsagen til, at der opstilles kameraer i to kryds.
»Der har været udvalgt en række relevante kryds sammen med Østjyllands Politi og Aarhus Kommune. Disse er vurderet ud fra forskellige parametre, herunder trafiksikkerhed samt praktiske muligheder for opsætning af kameraer,« oplyser Rigspolitiet.
I et opslag på Facebook jublede borgmesteren mandag over, at der snart bliver lukket op for blitzene i de to kryds.
»En rigtig god nyhed fra Rigspolitiet,« som han udtrykker det.
Især det såkaldt ”dødskryds” har fået en del omtale i både medierne og befolkningen.
En måling fra 2023, viste dengang, at 163 trafikanter kørte over for rødt i krydset – hver dag.
Med få års mellemrum er der sket to dødsulykker i krydser. I begge tilfælde har været tale om bilister, som har kørt over for rødt. I 2018 mistede en 21-årig kvinde livet i en ulykke i krydset, og to år efter mistede en 23-årig kvinde livet samme sted.
»Der er for mange, der kører fuldstændig vanvittigt herude, og vi har haft alt, alt for mange ulykker, og vi har desværre også haft alt for mange dødsfald. Jeg er glad for, at vi nu får et forsøg med at sætte et rødkørselskamera op, så man får en bøde, når man kører over for rødt. Jeg forventer, at der bliver delt mange bøder ud,« sagde Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold, da det kom frem, at byen får rødkørselskameraer.
Det er ikke kun i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej, hvor byen har været præget af uheld og ulykker.
Tilbage i 2024 blev en 24-årig kvindelig cyklist påkørt og dræbt i krydset af en spiritus- og narkopåvirket 30-årig mand i krydset Paludan-Müllers Vej/Hasle Ringvej, og så sent som i september blev en mandlig cyklist også kørt ned i krydset. Han kom dog ikke alvorligt til skade.
Der er endnu ikke sat en officiel dato på, hvornår de to kryds bliver overvåget af de nye kameraer.
De skal dog begge steder være fuldt funktionsdygtige inden ”udgangen af 2026”.
Bliver man blitzet, mens man kører over for rødt, hedder bødetaksten for 2026 et klip i kørekortet, en bøde på 2.000 kroner og 1.000 kroner til Offerfonden.