Resultater i skriftlig dansk tager nyt dyk i gymnasierne
Minister peger på AI som årsag til, at gymnasieelever får dårligere karakterer i skriftlig dansk.
Karaktererne i skriftlig dansk fortsætter med at tage et dyk i de gymnasiale uddannelser.
Det skriver Undervisningsministeriet torsdag med henvisning til de seneste eksamenskarakterer.
For elever på stx – de almene gymnasier – dykker gennemsnittet af karaktererne i dansk på A-niveau fra 6,8 til 6,2 fra 2018 til 2026.
Undervisningsminister Magnus Heunicke (S) siger i en pressemeddelelse, at tallene bekymrer ham.
»Kunstig intelligens har på meget kort tid ændret elevernes hverdag,« siger ministeren.
»Og vi kan ikke ignorere, hvad det kan betyde for deres faglighed. For hvis AI bliver en genvej uden om arbejdet med at skrive, analysere og formulere sig, så risikerer vi, at eleverne lærer mindre,« fortsætter han.
Det er i høj grad udviklingen i stx, der driver faldet i skriftlig dansk på tværs af de gymnasiale uddannelser.
Imens er udviklingen mindre markant, hvis man ser på hhx, der har særligt fokus på handel, og htx, der har et teknisk fokus.
I 2026 landede gennemsnittet i hhx på 6,0. Det er kun en smule lavere end i 2018, hvor gennemsnittet var 6,1. I 2021 var hhx-karaktererne dog oppe på 6,4.
I htx er der sket et fald fra et gennemsnit på 6,1 i 2018 i skriftlig dansk til et gennemsnit på 5,9 i 2026.
Mens der har været udsving undervejs, er det fælles for de tre gymnasiale uddannelser, at 2026 ligger i bund af de ni år.
Flere initiativer
Regeringen har sat flere initiativer i gang for at tilpasse gymnasier til kunstig intelligens, blandt andet en såkaldt strakspakke mod AI-snyd, påpeger Heunicke.
Organisationerne Dansk Erhverv og Dansk Industri deler ministerens bekymring for udviklingen i skriftlig dansk og konsekvenserne for elevernes fremtid på arbejdsmarkedet.
Men Dansk Industri lægger også vægt på teknologiens potentiale.
»Det kan godt være, at noget af det skyldes AI, men AI kan også være en del af løsningen. Det handler om at bruge AI rigtigt,« siger uddannelseschef i DI Anne Fløe i en skriftlig kommentar.
Også i grundskolen har der været debat om det faglige niveau og konsekvenserne af kunstig intelligens og skærme.
I begyndelsen af september udkom den internationale Pisa-undersøgelse, som viste tilbagegang i læsning, matematik og naturfag for 15-årige danske elever. En udvikling, som af regeringen også blev betegnet som dybt bekymrende.