Endegyldigt farvel til Danmarks mest zigzaggede hovedgade
276.120 teglsten og 60 træer senere er den fornyede Adelgade indviet. Skanderborg Kommune forventer markant færre biler, og cityformanden glæder sig over, at hovedvejen er blevet til en handelsgade.
Zigzagsvingene er fortid. Lørdag blev der sat et festligt punktum for fornyelsen af Adelgade i Skanderborg, da borgmester Frands Fischer og cityformand Jens Juhl klippede snoren.
Der var livemusik, børneaktiviteter, kaffe og kage til indvielsen, som kommunen havde inviteret til sammen med Cityforeningen og Midtbynetværket. Det oplyser Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Undervejs i fornyelsen er der lagt 276.120 teglsten, plantet 60 træer, mere end 7.000 stauder og næsten 3.000 blomsterløg. På den senest ombyggede strækning har fodgængerne fået førsteret, mens biler må køre gennem gaden i én retning.
For borgmester Frands Fischer var indvielsen også et farvel til en hovedgade, der tidligere var præget af zigzagsving og meget trafik.
»Gaden var fyldt med dyttende biler og gav hverken plads eller lyst til ophold. Derfor er jeg supertilfreds med at kunne indvie fornyelsen og sige endegyldigt farvel til den zigzaggede hovedgade. Nu er der plads til ophold, mindre trafik og en styrket bymidte,« sagde han.
Hovedvejen har fået ny hovedrolle
Fornyelsen har været flere år undervejs. I 2019 begyndte arbejdet på strækningen mellem Mindet og Kulturtorvet samt i Ole Lund Kirkegaards Stræde. Adelgade blev rettet ud og fik cykelbaner i begge retninger.
Efter en pause gik arbejdet i maj 2025 videre på strækningen fra Kulturtorvet til Vestergade. Det er denne etape med nye tegl og ensretning, der nu er afsluttet.
Jens Juhl, formand for Skanderborg Cityforening, har gennem en årrække været med i diskussionerne om byens centrum. Han glæder sig over forvandlingen fra gennemfartsvej til handelsgade med plads til oplevelser og ophold.
Og ifølge cityformanden har folk ikke ventet på en officiel indvielse med at tage gaden i brug.
»Hver gang en ny bænk er sat op, har folk sat sig på den. Da udvidelsen af fortovet ved Café Noisette stod klar, sad folk udenfor, selv om maskinerne arbejdede lige ved siden af. Det viser bare, at hele byen er klar til at tage den nye midtby til sig,« siger Jens Juhl.
Han fremhæver samarbejdet i Midtbynetværket, hvor de forskellige parter har kunnet drøfte løsningerne med kommunen og arkitekterne.
»Vi føler os alle hørt. Det er hele byens gade, som andre kommuner allerede har besøgt for at få inspiration. Det er vi da også stolte over,« understreger han.
Snoren er klippet – arbejdet fortsætter
Før ombygningen blev der målt mellem 5.000 og 6.000 biler i Adelgade dagligt. Med ensretningen anslår kommunen, at tallet nu er mellem 1.500 og 2.000.
»En ny gade kræver nye vaner, men jeg er sikker på, at vi alle lærer de nye regler i Adelgade at kende inden så længe. Det er rigtig rart med mere ro og plads til at opholde sig i byen,« siger Brian Nielsen, vejingeniør og projektleder i Skanderborg Kommune.
Selv om Adelgade er indviet, er håndværkerne endnu ikke færdige i området. På Asylgade bliver der lagt ny belægning mellem Adelgade og Parkvej, på strækningen mellem SuperBrugsen og Fri Cykler. Det arbejde forventer kommunen at afslutte ved årets udgang.
Derefter venter fornyelsen af Kulturtorvet og en mulig realisering af planerne om en søbro mellem Kulturhuset og Lille Nyhavn.