Vandflyverens fremtid afgøres i morgen
36 medarbejdere kan miste jobbet, hvis miljøgodkendelse ikke forlænges.
I morgen – torsdag 5. november – afgøres fremtiden for vandflyveren, der flyver mellem Aarhus og København.
Her skal politikerne i Københavns Borgerrepræsentation beslutte, om Nordic Seaplanes, der driver vandflyveren skal have forlænget miljøgodkendelsen.
Sker det ikke, må virksomheden lukke og 36 medarbejdere står uden job.
Det har direktør og medejer Lasse Rungholm tidligere bekræftet over for avisen.
Sagen handler i høj grad om, hvorvidt Københavns Havn skal være fossilfri.
Lasse Rungholm gav i oktober udtryk for, at Nordic Seaplanes var blevet offer for symbolpolitik. Særligt med tanke på, at selskabet arbejder på at indføre elfly.
Han mener således, at ønsket om at slippe af med vandflyveren har fået større betydning end reglerne for at behandle selskabets ansøgning.
»I sidste ende stemmer politikerne med hjertet,« siger han.
Lasse Rungholm fremhæver blandt andet ønsket om en fossilfri havn. Det er efter hans opfattelse et politisk mål, som ikke i sig selv kan begrunde et afslag på en miljøgodkendelse.
»Det er et politisk synspunkt, og alt ære og respekt for det. Det vil vi også gerne medvirke til. Det er derfor, vi arbejder på elfly,« siger Rungholm, som påpeger, at havnebusser, krydstogtskibe og mange andre ting i Københavns Havn sviner og larmer mere end Nordic Seaplanes.