Fortsæt til indhold

Vandflyverens tilladelse forlænget - men med en klar betingelse

På torsdagens møde i Københavns Borgerrepræsentation vil et flertal stemme for at beholde vandflyveren midlertidigt.

Samfund
Citathistorie: TV2 Kosmopol

Et politisk flertal vil på torsdagens møde i Københavns Borgerrepræsentation stemme for at forlænge vandflyverens nuværende miljøgodkendelse, der ellers udløber 1. januar 2027.

Det oplyser partierne bag flertallet – SF, Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance – til TV 2 Kosmopol.

Forlængelsen skal gælde frem til udgangen af første halvår af 2027 og har ét eneste formål:

Firmaet bag vandflyveren – Nordic Seaplanes – skal have mulighed for at finde et nyt hjemsted i Københavns Havn i samarbejde med kommunen »og øvrige relevante aktører.«

Den midlertidige tilladelse ved Nordre Tolbod bliver derefter kylet i skraldespanden.

Vandflyverens fremtidige skæbne har længe været uklar og genstand for heftig politisk debat. Nogle mener, at flyet sviner og støjer for meget og skal væk fra havnen. Andre mener, at vandflyveren skal bevares, fordi Nordic Seaplanes i fremtiden arbejder på at skaffe el-fly.

I begyndelsen af oktober tegnede der sig et flertal for at lade vandflyveren flyve sin sidste tur, når tilladelsen udløb ved årsskiftet.

Men det smuldrede, da det nuværende forslag om forlængelse i et halvt år i stedet blev bragt på bordet.

Og bedst som man så troede, at det forslag kunne stemmes igennem i kommunes Klima-, Miljø- og Teknikudvalg, benyttede Alternativet retten til at standse sagen for at få den behandlet blandt politikerne i hele borgerrepræsentationen i stedet for.

Og det er altså det, der sker torsdag aften.

Det store spørgsmål bliver, om det kan lade sig gøre at finde et sted til flyveren. Politikerne har tidligere i forløbet bedt Nordic Seaplanes om at undersøge andre placeringer i Københavns Havn.

Sammen med By & Havn har de således undersøgt hele syv alternative placeringer, men ingen af dem var brugbare, fortalte Nordic Seaplanes.

Alligevel vil politikerne nu give firmaet en ny chance.

I SF oplyser gruppeforkvinde, Astrid Aller, at man torsdag aften stemmer for »den meget korte forlængelse.«

»Målet er jo at finde en permanent placering udenfor Inderhavnen, hvor vi kan få en elflyver,« siger hun.

De Konservative »stemmer for at forlænge den midlertidige placering med henblik på at finde en permanent løsning,« lyder det fra Morten Melchiors.

I Liberal Alliance havde man håbet på en decideret forlængelse, indtil flyet bliver eldrevet.

»Men det er der desværre ikke flertal for på rådhuset. Den nuværende indstilling er derfor et kompromis, som giver virksomheden mere tid til at finde en alternativ placering i stedet for at skulle lukke ved årsskiftet,« siger Alexander Ryle (LA) til TV 2 Kosmopol.

Alternativet er langt fra vild med idéen om at forlænge tilladelsen.

»Vi synes, at vores havn skal bruges til, at man kan bade, lave forskellige aktiviteter og være et smukt og rart sted, hvor københavnerne kan komme og gå. Det skal ikke være hverken luftforurenet eller støjforurenet,« sagde Karoline Lindgaard (AL) til TV 2 Kosmopol i oktober.

Turen mellem Aarhus og København tager 45 minutter, og vandflyveren er i dag godkendt til 30 såkaldte »operationer« dagligt, men udfører i praksis maksimalt 16.