Et guldbryllup ændrede håndboldbrødres fremtid: »Den havde vi ikke lige set komme«
Efter mange år på hver sit hold har brødrene Balling startet gardinfirma sammen og fået en ny hverdag med mere plads til familien.
Et guldbryllup plejer at markere 50 år sammen. For Peter og Morten Balling blev det også begyndelsen på et nyt makkerskab.
Ved netop sådan en familiefest i april faldt snakken nemlig på, hvad brødrene nu skulle lave, når håndboldkarriererne sluttede. Det havde de ikke gjort sig ret mange tanker om.
Men deres kusines mand havde et godt forslag. Hvad med at sælge gardiner for ham? Han har i næsten 30 år drevet Hansen Gardiner ved Skive.
»Den havde vi ikke lige set komme,« fortæller de.
»På vej hjem talte vi om, om han mon mente det. Og at det faktisk godt kunne være noget for os. Vi overvejede det en uges tid, og så tog vi fat i ham igen,« fortæller Peter.
Nu er håndbolden lagt på hylden, og Peter og Morten har taget hul på en ny hverdag som Brdr. Balling med stofprøver, målebånd og en bil, der både fungerer som kontor, kantine og rullende udstilling. De første kunder fik besøg for et par måneder siden.
»Det er ene og alene hans skyld, at vi nu er blevet selvstændige med egen forretning,« konstaterer Morten.
Peter er den meget grundige. Han har klart mest flair for den del og også det tekniske i nogle af de ting, vi skal bestille. Jeg er måske mere den snakkende.Morten Balling
Fra festbord til fælles firma
Det, der først var ment som et tilbud om at blive ansat, blev undervejs til en anden løsning: Peter og Morten skulle have deres eget firma med den erfarne gardinmand som medejer.
»Han har hjulpet os virkelig meget med alt lige fra at vælge den rigtige varebil, få gode leverandøraftaler til at få erfaring med opmåling, bestilling og montering,« siger Peter.
Brødrene har været med ham ude hos kunder, og de har ham stadig i baghånden, når et vindue eller en opgave byder på noget nyt.
Men uden hinanden var de næppe gået den vej.
»Det er virkelig fedt at kunne lave noget sammen med sin bror. Hvis det kun var mig, der skulle gå ind i gardinbranchen ene mand, så var det nok ikke blevet til noget. Det betyder meget, at det er noget vi gør sammen og er fælles om,« understreger Peter.
»Vi har brugt meget tid på samme sport i rigtig mange år, men det er ikke noget, vi har brugt ret meget tid på at snakke sammen om – vi spillede jo på forskellige hold. Men vi har det rigtig godt i hinandens selskab, og vi har nogle børn, der har det godt med hinanden også,« tilføjer Morten.
Nu deler de glæden, når et salg ender med færdigmonterede gardiner hjemme hos en kunde.
Fedt at være sammen
Brdr. Balling har ingen butik. I stedet kører brødrene ud med prøver, måler op og bestiller gardinerne på mål, før de vender tilbage og monterer dem. Kunderne findes især i Østjylland og omkring Silkeborg.
Foreløbig kører de så vidt muligt sammen. De lærer stadig, og det er rart at være to om at finde løsningerne. De har også hver deres styrker, har det vist sig.
»Peter er god med målebåndet, mens jeg er god til at snakke. Men vi har begge flair for opgaverne og det tekniske, og vi er fælles om at udføre opgaverne,« siger Morten.
Peter bor i Silkeborg og arbejder på fuld tid i firmaet. Morten bor fortsat i Skanderborg og kombinerer gardinerne med arbejdet i SAHsamfund hos Skanderborg AGF Håndbold. Her hjælper han unge med at finde vej ind i foreningsfællesskaber.
Starten som selvstændige er gået over al forventning, og brødrene fortæller om kunder, der har taget virkelig godt imod dem, bakket dem op og anbefalet dem til andre.
Springet fra håndbold til gardiner er stort. Alligevel er brødrene enige om, at der er flere ting, de tager med sig videre fra håndboldbanen.
»Vi kommer jo begge fra en verden, hvor det at være en teamspiller, opføre sig ordentligt og være troværdig har stor betydning. Folk kan regne med os,« understreger Peter.
Frihed uden kampplan
Livet som professionel håndboldspiller savner de ikke. Den nye hverdag giver mere frihed og bedre plads til familieliv.
»Rent praktisk på hjemmefronten er der faktisk rigtig mange gode ting ved at stoppe. Ikke at skulle spille kamp om aftenen eller træne i weekenden, det kan virkelig noget i forhold til familielivet,« smiler Morten.
Han har for første gang været til håndbold sammen med sin familie og oplevet en kamp fra tilskuerpladserne.
»Det var ret sjovt at komme i hallen sammen med mine to piger. Jeg har aldrig været til håndbold med dem. De går begge meget op i håndbold. Det var fedt at kunne gøre det sammen med dem.«
Men én ting kan de stadig savne.
»Ikke det der med at score mål og vinde kampe. Det kan jeg godt leve med er et overstået kapitel. Men det særlige fællesskab. Det sociale og hyggen, når man er på bustur og spiller kort. Det kan jeg godt savne,« forklarer Peter.