Pris og 100.000 kroner går til bachelorstuderende fra Aarhus
Han vandt prisen for en algoritme, der optimerer styringen af kølingen og reducerer energiforbruget, omkostningerne og CO₂-udledningen i frysehuse.
Da Otto Mønsteds Fond for nylig uddelte årets Den Lyse Idé-priser, gik en af dem til en bachelorstuderende fra Erhvervsakademi Aarhus.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Med prisen Den Lyse Idé støtter Otto Mønsteds Fond forskere og iværksættere i arbejdet med at omsætte nye teknologiske idéer til løsninger og virksomheder med kommercielt potentiale.
Asger Wildenschild fra Erhvervsakademi Aarhus fik den nystiftede pris The Bright Idea Fast-Track Award for Siemas, der er en algoritme, der kombinerer elpriser og vejrdata med oplysninger om et frysehus’ lagerbeholdning og derigennem optimerer styringen af kølingen og reducerer energiforbruget, omkostningerne og CO₂-udledningen.
Med prisen følger 100.000 kroner.
»Juryen fremhæver, at Siemas allerede har indgået en aftale med sin første kunde. Det giver et stærkt udgangspunkt for produktudvikling og innovation og skaber fundamentet for at opbygge en vækstorienteret virksomhed. Juryen er imponeret over Siemas’ strategi for at komme ind på markedet og over, at løsningen kan reducere kundernes CO2-udledning og omkostninger med op til 10 procent,« står der blandt andet i pressemeddelelsen.
Asger Wildenschild vandt tidligere i år 50.000 kroner og titlen som danmarksmester i entreprenørskab for samme algoritme.
The Bright Idea Late-Stage Award gik til Nicolai J. Dahl fra DTU for idéen Design Optimization for Analog Microchips, mens The Bright Idea Early-Stage Award gik til Bjørt Óladóttir Joensen fra DTU og Christian Bach Lundgaard for idéen Nobracat Isotopes – bæredygtige og omkostningseffektive isotopmærkede produkter.
I begge de ovennævnte kategorier fik vinderen 250.000 kroner, mens de andre finalister fik 20.000 kroner. Det gælder blandt andet Rasmus H. Thomsen og Asger Ajs Dam fra Aarhus Universitet, der var nomineret til The Bright Idea Early-Stage Award for intelligent overvågning af kritiske glidelejer i brokonstruktioner.