Fortsæt til indhold

Nye almene boliger opkaldt efter kendt forstanderinde

Med cirka 50 almene familieboliger tager omdannelsen af Amtssygehuset endnu et skridt fra institutionsområde til bykvarter, der får navnet Grethehus.

Samfund
ksa

Gode lejligheder og plads til leg og tæt på bymidten. Det er nogle af kvaliteterne i Grethehus, et nyt boligprojekt med cirka 50 almene familieboliger i Amtssygehuskvarteret.

Med det nye boligprojekt er der taget endnu et skridt i udviklingen af det tidligere Amtssygehus til en nyt kvarter. Boligerne skal opføres mellem Viborgvej og Grethe Scheuers Allé med særligt fokus på at skabe gode rammer for børnefamilier.

Det glæder rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K).

»Aarhus skal være en by, hvor der også er plads til børnefamilierne tæt på midtbyen. Her får vi mulighed for at skabe familievenlige boliger på en rigtig attraktiv placering. Man kan bo tæt på byens mange tilbud og samtidig have grønne omgivelser og gode muligheder for at mødes med sine naboer,« siger han i en pressemeddelelse.

De nye boliger bliver opført som en V-formet karré i fem til seks etager. Bygningens form skaber plads til en lille gårdhave, der åbner sig mod eftermiddags- og aftensolen.

Gårdhaven bliver indrettet med legeplads, opholdssteder og grønne områder, hvor beboerne kan mødes. Samtidig bliver der skabt mindre, private terrasser tæt på boligerne, så der både er mulighed for samvær og privatliv.

Der bliver også plads et fælles cykelværksted med plads til ladcykler ud mod Viborgvej, hvor beboerne kan reparere deres cykler og mødes i hverdagen.

Respekt for historien

Det nye byggeri skal indpasses i et område med en særlig arkitektonisk historie. De karakteristiske hospitalsbygninger fra 1930’erne, tegnet af arkitekt Axel Høeg-Hansen, er blandt andet kendt for deres røde mursten, gule vandrette bånd og fine bygningsdetaljer.

Den nye bebyggelse viderefører flere af disse træk i en nutidig fortolkning med røde teglfacader med gule murstensbånd. Dermed skal bygningen spille sammen med de historiske hospitalsbygninger, som bliver bevaret i området og bidrage til det nye bykvarter.

»Amtssygehuset skal være et blandet bykvarter og derfor er jeg glad for at vi nu skal i gang med de almene boliger. Arkitektonisk er det vigtigt, at vi bygger videre på de kvaliteter, der allerede gør Amtssygehuset til noget særligt. I byggeriet tager arkitekturen afsæt i de historiske bygningers materialer og detaljer, men fortolker dem på en måde, der passer til et moderne boligbyggeri,« siger stadsarkitekt Anne Mette Boye.

Byggeri med fokus på lang levetid

Det er boligforeningen AAB Aarhus, der skal stå for byggeriet, hvor boligkvalitet har været en central del af projektet fra begyndelsen. Samtidig ønsker boligforeningen at kombinere træ i en stor del af de bærende konstruktioner med robuste teglfacader, der kan holde i mange år.

Målet er at skabe et byggeri med gode boliger og arbejde for et lavt klimaaftryk uden at gå på kompromis med bygningens holdbarhed og mulighederne for at vedligeholde den.

Projektet sigter mod et beregnet klimaaftryk på mellem 5 og 6 kg CO₂e pr. kvadratmeter om året, og det er desuden ambitionen, at byggeriet skal svanemærkes.

»Når vi bygger nye boliger, skal vi tænke både på klimaet og på de mennesker, der skal bo i dem i mange år fremover. Vi har arbejdet målrettet med at kombinere materialer med et lavt klimaaftryk og løsninger, der er robuste og nemme at vedligeholde. Vi vil skabe gode, sunde boliger, som kan holde i generationer,« siger direktør i AAB Aarhus, Morten Homann.

Inden byggeriet kan gå i gang, skal der udarbejdes en lokalplan. De første beboere forventes at kunne flytte ind om fire til fem år.