Ny mand på broen skal løfte Kvickly ind i næste fase
44-årige Jesper Thomsen afløser Jens Friis efter 23 år som varehuschef og får ansvaret for den videre udvikling af butikken.
44-årige Jesper Thomsen er ansat som ny varehuschef i Kvickly Ebeltoft fra 1. februar 2027.
Han afløser Jens Friis, der går på pension ved udgangen af februar efter 23 år i spidsen for varehuset – og overtager samtidig ansvaret for en planlagt udvikling af butikken.
Jesper Thomsen kommer fra en stilling som varehuschef i Kvickly Åbyhøj og har tidligere været varehuschef i Kvickly Grenaa. Han bor i Randers.
Bestyrelsen var enig
Stillingen var slået op, og omkring 10 personer søgte jobbet, fortæller bestyrelsesformand Johan Eggebrecht, Ebeltoft Detail A/S.
Vi har planer om at opføre en vaskehal, men det levner den nuværende lokalplan ikke mulighed for
Efter to samtalerunder pegede bestyrelsen enigt på Jesper Thomsen.
»Vi har lagt vægt på både godt købmandskab og stærk ledelse af vores dygtige og rutinerede medarbejdere. Vi er sikre på, at Jesper kan levere begge dele. Det har han vist i både sit nuværende job og tidligere,« siger Johan Eggebrecht.
Bestyrelsesformanden understreger, at Jesper Thomsen ikke bare skal bruge energien på Kvickly Ebeltoft, men også involvere sig i byens ve og vel og engagere sig i forskellige sammenhænge.
»Ebeltoft er en by med mange aktiviteter, som for eksempel Ebelfestival i efterårsferien, der samler byen. Det er vigtigt at forstå, og det kender Jesper Thomsen allerede til fra sit virke i Grenaa.«
Overtager et sundt varehus
Jesper Thomsen overtager et varehus, som Jens Friis har stået i spidsen for siden 2003.
Ved offentliggørelsen af sin afgang i efteråret 2026 sagde Jens Friis:
»Det har været 23 år i Kvickly Ebeltoft, hvor der er sket store forandringer i butikken og brugsforeningen. Vi er et sundt og solidt sted nu. Anlægget er opdateret, vi har dygtige medarbejdere, kunderne køber ind på vores koncept, og der er etableret apotek i butikken her i foråret. Så det er det rigtige tidspunkt for mig at give nøglerne videre.«
Bestyrelsen har samtidig takket Jens Friis for indsatsen gennem de 23 år.
Fokus på Kvickly
Ebeltoft Detail A/S lukkede 365discount 17. oktober for at samle investeringerne om Kvickly.
»Vi har to butikker i Ebeltoft, der begge kræver investeringer. Og vi har konkluderet, at investeringen i at gøre 365discount tidssvarende ikke kan forrente sig,« har Johan Eggebrecht tidligere oplyst.
I stedet ønsker selskabet at udvikle Kvickly yderligere og er i dialog med Syddjurs Kommune om en ny lokalplan for området.
Ny lokalplan på vej
Bestyrelsen har i flere år arbejdet på en ny lokalplan sammen med kommunen.
»Samarbejdet skrider fremad, men vi kan godt mærke, at planafdelingen er presset i kommunen,« siger Johan Eggebrecht.
Den nye lokalplan skal blandt andet give mulighed for at udvide arealet, ændre indgangspartiet og forbedre personalefaciliteterne.
»Som det er nu, kan vi ikke sætte en kvadratmeter, og vi har behov for flere. Vi vil gøre indgangspartiet mere tidssvarende og elegant, og så ønsker vi bedre faciliteter til vores personale. Lige nu holder de til i kælderen i 365, og det er ikke ideelt.«
Planer om vaskehal
Derudover ønsker selskabet mulighed for at opføre en vaskehal.
»Vi har planer om at opføre en vaskehal, men det levner den nuværende lokalplan ikke mulighed for. Vi har allerede købt et par boliger i området, som vil give os plads, når de bliver revet ned,« siger Johan Eggebrecht.