Kåre jagter sjældne arter: »Det er fedt, at der er opdagelser tilbage her i verden – det finder jeg stor glæde i«
Begejstringen er stor, når Kåre Würtz Strandhave står med en helt særlig art mellem hænderne, som han selv har fundet. Det er sket 30-40 gange, og det skete også i sommer i naturen ved landsbyen Svenstrup.
»Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af det. At sætte mig, nørde ned i detaljen og finde ud af, at det er noget helt særligt, jeg sidder med. Det ER bare en virkelig fed følelse. Selvfølgelig bliver det mere normalt med tiden, men det vil altid være super fedt.«
Ordene er Kåre Würtz Strandhaves. Han er opvokset i Hadsten, men bor i dag i Aarhus, er biolog og jagter insekter og planter som hobby såvel som på jobbet i konsulentfirmaet WSP.
Begejstringen, han beskriver indledningsvis, opstår, når han står med en helt særlig art mellem hænderne.
Det er sket 30-40 gange, og det skete også i sommer efter et besøg i naturen vest for Søby Kirke ved landsbyen Svenstrup.
Kan indikere god natur
Favrskov Kommune havde bestilt ham til at registrere insekter i området. Så bevæbnet med sommerfuglenet, kikkert og kamera besøgte han stedet i juni og august.
I juni satte han en fælde op, som han tømte efter en uge. I sådan en fælde kan der være flere hundrede dyr, så »nørde-pillearbejdet gik i gang«, som Kåre Würtz Strandhave udtrykker det.
Biologen har en helt særlig interesse for snyltehvepse, og netop tre af disse fangede hans opmærksomhed.
»Jeg kunne rimelig hurtigt se, at der var tre interessante snyltehvepse, men snyltehvepse ligner hinanden ret meget, så det er meget små nuancer, man skal kigge efter. Det krævede da også et opkald til nogle eksperter for at få bekræftet, at det her er arter, der aldrig er registreret i Danmark før,« forklarer Kåre Würtz Strandhave og tilføjer:
»Det er altså ikke helt normalt med tre nye arter i den samme prøve.«
Selvom arterne aldrig er registreret i Danmark før, skal man være lidt varsom med at kalde dem meget sjældne, for som han siger:
»Hvor mange har lige kigget efter dem? Der er registreret mere end 3.000 snyltehvepsearter i Danmark, men det tal er groft misvisende, for der er væsentligt flere. Historisk er der bare ikke nogen, som har kigget særlig meget på dem, derfor mangler der også megen viden om denne artsgruppe.«
For Kåre Würtz Strandhave er snyltehvepsene dog ufatteligt spændende, og de kan altså være en indikator på god natur.
For er der mange snyltehvepse – som der lige præcis var i Svenstrup – er der også mange andre insekter, som snylterne lægger deres æg i. Alle arterne har nemlig en specifik vært for deres æg. Og når der er mange insekter, er der også en del planter.
Noget tyder da også på, at naturen ved Svenstrup har visse kvaliteter, fortæller biologen. Det konkluderer han dog ikke kun ud fra snyltehvepsene, men ud fra en helhedsvurdering. Eksempelvis fandt han også brun bjørnesvirreflue, som er relativt sjælden og rødlistet herhjemme.
En passioneret nørd
Holder man af passionerede nørder og/eller natur, vil man formentlig kunne lide at lytte til Kåre Würtz Strandhave.
Hans begejstring for insekterne gennemsyrer alle sætninger.
Så når han forklarer, hvordan den ene af de tre arter fra Svenstrup er en såkaldt hyperparasit, der lægger sine æg i andre snylteres æg, så smitter begejstringen altså.
Og når han fortæller, hvordan det er snyltehvepsene, der uddør først, hvis naturen ændrer sig, ja, så rammer hele systemets skrøbelighed pludselig lige i hjertekulen.
»Det ER bare en virkelig spændende verden,« siger biologen, der konstant registrerer arter, uanset hvor han er – om det er i vejkanten eller baghaven.
»Jeg er nok lidt arbejdsskadet,« siger han og fortsætter:
»Man kan gøre opdagelser alle steder. Det er fedt, at der er opdagelser tilbage her i verden. Det finder jeg stor glæde i.«
Efterhånden er det blevet en sport for Kåre Würtz Strandhave at finde nye arter, og når det lykkes, er glæden altid stor. Ekstra vild var følelsen, da han fandt en svirreflue, som man troede var uddød i Danmark.
Mere end halvdelen af biologens sjældne fund har han gjort ved sit sommerhus på Helgenæs. Her dukkede eksempelvis en vingeløs hveps op, som kun er fundet én gang før i verden:
»Det er da sjovt, at jeg kan gå ud i min have og finde et insekt, der kun er set her og i Polen i 1984.«