Fortsæt til indhold

Sådan blev Officersbygningen reddet fra nedrivning

Officersbygningens vej fra kaserne til musikskole blev ikke afgjort i én beslutning, men i en årelang strid om byudvikling, økonomi og bevaring.

Samfund

Placeret langs Vester Allé mellem Ridehuset og Aros ligger en stor, smuk ejendom opført i røde mursten med gule tværbånd. Ejendommen huser i dag Musikskolen, men hedder Officersbygningen, og som navnet hentyder, er dens historie tæt knyttet sammen med Aarhus’ fortid som garnisonsby.

I år er det 50 år siden, at byrådet besluttede, at Officersbygningen sammen med Ridehuset ikke skulle nedrives sammen med resten af kasernen på Vester Allé, men derimod være hjemsted for byens kulturliv.

Dragoner ved Vester Allé

Officersbygningens historie startede med Ridehuset, der i 1860 blev opført lige ud for Frederiks Port, hvor landevejen mod henholdsvis Horsens og Skanderborg havde sin begyndelse. Det nye ridehus skulle huse byens dragoner, altså kavaleriet, og blev opført i den såkaldte historicistiske stil med tårne og takker, så det allerede dengang skulle se ”gammelt” ud og lede tankerne hen på middelalderens borge.

Det var dog ikke nok, at byens dragoner havde fået et nyt eksercersted. De manglede også et sted at sove, samles og få undervisning; altså en regulær kaserne.

Byen havde på dette tidspunkt haft flere mindre kaserner placeret rundt omkring i byen, ligesom mange soldater var indkvarteret privat eller stuvet sammen i utætte lagerbygninger. Nu var tiden moden til en rigtig kaserne, og i slutningen af 1800-tallet fik byen hele tre af disse; infanterikasernen på Høegh-Guldbergs Gade, artillerikasernen på Langelandsgade og rytterkasernen på Vester Allé.

Officersbygningen, der også blev kaldt skolekasernen, blev dermed opført som en del af et ganske omfattende kasernebyggeri. Ved Vester Allé fik Ridehuset følge af belægningsstuer, skolestald, fægtesal, foderloft, kontorer, samlings- og undervisningsrum samt officersboliger. Kasernekomplekset blev opført i årene 1874-1878, og arbejdet blev projekteret af oberst Glahn i samarbejde med arkitekt Carl Lange.

Officersbygningen blev opført i to etager med kælder og tagetage, og ligesom Ridehuset og resten af kasernen var stilen historicistisk. Bygningen blev indrettet med belægningsstuer, samlingsstuer og undervisningslokaler for cirka 100 mand. Endelig var der bolig for flere officerer og underofficerer – heraf navnet Officersbygningen.

Nedrivning eller kulturhus

I 1930’erne forlod dragonerne byen til fordel for Randers, men andre regimenter flyttede ind, og kasernefunktionen ved Vester Allé fortsatte helt frem til 1969, hvor de sidste soldater forlod Vester Allé. En æra var slut, og de fleste bygninger på kasernen blev nedrevet, og også Ridehusets og Officersbygningens fremtid var usikker. Tidens tand havde præget de gamle bygninger, som ikke var blevet vedligeholdt ordentligt i årevis. Mens det blev debatteret, hvad der skulle ske med bygningerne, var Officersbygningen hjemsted for blandt andre Abbed Pierre klunserne, Nicolaj-tjenesten og Samrådet for Omsorgsarbejdet i Århus.

Flere talte for en nedrivning for i stedet at opføre en ny politistation, en udvidelse af enten rådhuset eller Brobjergskolen, underjordisk city-parkering, en ny brandstation, et kongreshus, et hotel eller et musikhus. Forslagene var mange, men der var dog også fortalere for bevarelse af de gamle bygninger, der kunne benyttes til sociale gøremål som forsorgsarbejde eller ungdomsaktiviteter.

Beslutningsprocessen trak i langdrag, og i august 1974 kunne man læse i Århus Stiftstidende, at ”Borgernes skepsis over for bystyrets vilje til at gøre noget ved sagen er ved at være på sit højdepunkt.”

Samtidig var planerne om et nyt musikhus på kaserneområdet ved at blive konkretiseret, og ved byrådsmødet i starten af december 1976 blev det besluttet, at Ridehuset og Officersbygningen fik lov til at blive stående ved siden af det nye musikhus. Otte byrådsmedlemmer stemte for en nedrivning, mens 20 medlemmer ønskede en bevaring.

Stadsarkitekt Sven Pedersen havde ellers frarådet bevaringen, og den socialdemokratiske Tage Rasmussen udtalte efter afstemningen: »Nu havde Århus ellers alle tiders chance for at få plads af format ved at rive de gamle bygninger ned … I stedet får Århus et musikhus i en baggård.«

På den anden front stod flertallet, og deres holdning blev blandt andet udtrykt af Torben Mainz Andersen fra SF: »Gadebilledet med de gamle militærbygninger er enestående i Danmark … Århus har råd til bevaring, men ikke råd til nedrivning.«

Kamp mod bz’ere

Efter bevaringsbeslutningen skulle man tro, at Officersbygningens fremtid var sikret. Sådan kom det ikke til at gå. Byrådet manglede fortsat at blive enige om, hvad bygningen egentlig skulle bruges til. Den blev fortsat lejet ud til forskellige foreninger, men i 1980 lå den konservative rådmand i tætte forhandlinger med Justitsministeriet om et salg af Officersbygningen, som skulle bruges til et anneks til tinghuset på modsatte side af gaden. Med den løsning ville byen ikke blot spare de 12-13 millioner kroner, som en renovering ville koste, men derimod tjene penge på et salg af bygningen til staten.

Øverste etage på Officersbygningen fotograferet efter at politiet havde rømmet den for bz’ere i juni 1980. Fotograf Preben Hupfeld, Aarhus Stadsarkiv

Ved et salg af bygningen ville byrådet også slippe af med problemet med at håndtere de unge bz’ere, som blev ved med at rykke ind i bygningen. Flere og flere initiativer blev taget i brug for at forhindre de unge i at trænge ind i bygningen. Døre og vinduer blev hamret til, og der blev endda fjernet trapper op til øverste etage, som de unge primært holdt til i. Lige lidt hjalp det, da de unge bare tog tove i brug for at nå op til tagetagen. Der blev også forsøgt at lukke for el og vand, men da bygningen på dette tidspunkt også lovligt husede Fredscentret, miljøorganisationen NOAH, kommunens parkometerværksted, nogle musikgrupper og en ungdomsklub, kunne man ikke bare lukke ned for alt.

Nye nedrivningsplaner

Rådmandens salgsplaner løb ind i solid modstand, og i januar 1981 kunne de tre venstrefløjspartier DKP, VS og SF invitere til møde på Huset på Vester Allé, hvor Officersbygningens fremtid blev diskuteret. Her var der bred enighed om, at bygningen skulle restaureres og bruges som et kulturelt amatørcenter. De tre partier henviste i øvrigt til lokalplan 18, der var blevet vedtaget i marts 1978, og en Punkt 21-aftale, der slog fast, at kasernebygningerne skulle restaureres og anvendes til ”aktiviteter inden for udstillingsarbejde og foreningsliv mv.”.

Århus Marimbaorkester øver i Officersbygningen forud for deres deltagelse i en international musikfestival i Bydgoszcz, Polen. Fotograf Jørn Timm, 1987, Aarhus Stadsarkiv

Salgsplanerne blev da heller ikke realiseret, men Olaf P. Christensen gav ikke op. Ridehuset var blevet fredet i 1979, men han ønskede fortsat at skaffe sig af med Officersbygningen – denne gang med en tilbagevenden til nedrivningsplanerne. I august 1982 bakkede Århus Stiftstidendes leder op om rådmanden med ordene:

»Hverken denne [Officersbygningen] eller Ridehuset repræsenterer noget som helst af bygningsmæssig værdi. Tværtimod. De er udsædvanligt hæslige begge to. Præget af den mest uheldige tyske militære byggestil.«

Igen løb Olaf P. Christensen ind i modstand, og i starten af marts 1983 forkastede byrådet med 23 stemmer mod syv endegyldigt nedrivningsplanerne, ligesom planerne om at indrette Officersbygningen til et hotel også blev afvist. I stedet kunne håndværkerne nogle måneder senere rykke ind i den gamle militærbygning, og i marts 1985 kunne Aarhus Folkemusikskole rykke ind i den nyrenoverede ejendom, hvor de nu har holdt til i over 40 år.