Fortsæt til indhold

Legendarisk direktør for kæmpekoncern træder tilbage efter 53 år

AVK's ejer og direktør, Niels Aage Kjær, forlader direktørposten og helliger sig fremover rollen som bestyrelsesformand for AVK Holding.

Skanderborg
Efter 53 år forlader Niels Aage Kjær posten som adm. direktør for AVK-koncernen i Galten. Pressefoto: Casper Dalhoff

Forandringens vinde blæser i Galten, hvor AVK-ejer og direktør Niels Aage Kjær efter 53 år har forladt posten som administrerende direktør for industrikoncern, der med ham ved roret er vokset fra et lille maskinværksted med 5 ansatte til en multinational koncern med knap 5.000 ansatte world wide, heraf cirka 800 i Danmark.

Med virkning fra 1. oktober har Niels Aage Kjær påtaget sig posten som bestyrelsesformand for AVK Holding. Fremover vil der ikke stå en administrerende direktør i spidsen for AVK. I stedet vil det overordnede ledelsesansvar fremover blive varetaget af en koncerndirektion bestående af den øverste ledelse.

Jeg er overbevist om, at den nye struktur vil gøre AVK i stand til at tage det næste skridt ind i fremtiden
Niels Aage Kjær

Niels Aage Kjærs beslutning om at træde tilbage er et led i et planlagt ledelsesmæssigt generationsskifte, som skal være med til at sikre AVK’s fortsatte udvikling.

»Jeg er overbevist om, at den nye struktur vil gøre AVK i stand til at tage det næste skridt ind i fremtiden og levere på de strategiske mål, der er sat for de kommende år,« siger Niels Aage Kjær.

AVK blev grundlagt af Aage Valdemar Kjær i 1941 som et lille maskinværksted i Galten. Niels Aage Kjær kom i lære i sin fars virksomhed i 1960 og blev i 1970 partner med sin far. Partnerskabet var kortvarigt, da Aage Valdemar Kjær døde blot en uge senere, og Niels Aage Kjær overtog det lille maskinværksted.

Siden har Niels Aage Kjær stået i spidsen for familievirksomheden, og han har formået at udvikle virksomheden til en global koncern med 100 selskaber fordelt i mere end 30 lande.

Niels Aage har modtaget en række hædersbevisninger, blandt andet modtog han i 2010 Ridderkorset og prisen som Årets Æreshåndværker. I 2020 Modtog han Skanderborg Kommunes Erhvervsudvikler Pris som en anerkendelse for igennem mere end 50 år at have bidraget positivt til udviklingen i Skanderborg Kommune.

Lokalt er AVK desuden kendt for at være en aktiv bidragsyder til kultur og foreningslivet, blandt andet har AVK igennem mange år været sponsor af Skanderborg Håndbold – Liga kvinder og ungdom og Skanderborg-AGF (SAH).