Fortsæt til indhold

Rekordvådt år giver travlhed: »Vi forbereder os på at håndtere vandudfordringer vinteren igennem«

2023 er det vådeste år i mands minde. Efterårets skybrud giver fortsat travlhed i entreprenørafdelingen og hos kommunens vand- og vejfolk.

Skanderborg
bo

Efteråret har været usædvanligt vådt, og det har betydet, at jorden er mættet af vand og at de øverste grundvandsmagasiner er fyldt helt op.

Det står i kontrast til år med ”normale” mængder nedbør, hvor regnvandet langsomt finder vej I gennem jorden og videre ud i vandløb, søer og hav.

Jordens evne til at optage vand er simpelthen brugt op lige nu. Den lave temperatur betyder, at fordampningen er lav, og træer og buske optager stort set ingen vand på denne tid af året. Derfor ser vi masser af vand på jordoverfladen
Thomas Jensen, miljømedarbejder

»Jordens evne til at optage vand er simpelthen brugt op lige nu. Den lave temperatur betyder, at fordampningen er lav, og træer og buske optager stort set ingen vand på denne tid af året. Derfor ser vi masser af vand på jordoverfladen, selv når det kun regner ganske lidt. Jeg vil opfordre til, at man er ekstra opmærksom i sit lokalområde eksempelvis i forhold til at holde nedløbsriste og lignende fri for blade og lignende,« lyder det fra miljømedarbejder Tomas Jensen.

Vandstanden i grøfter, vandløb og søer er også langt højere end normalt. Det ses tydeligt på de mange målestationer, der er i vandløb og søer i både Skanderborg Kommune i resten af landet.

»Det er specielt, at de høje vandstande optræder så tidligt på ”den våde sæson”. Det plejer at være noget, vi ser senere på vintersæsonen. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vandstanden følger det normale mønster og fortsætter med at være høj – eller stiger yderligere hen over de næste måneder,« understreger Tomas Jensen.

De meget våde forhold giver mange spørgsmål fra bekymrede og berørte borgere, der spørger om alt lige fra problemer med at vand på vejen til forhøjede vandstande i vores større vandløb og søer.

»Vi forsøger at hjælpe og vejlede så godt som muligt, men der er også ting, der ikke umiddelbart er en hurtig løsning på. Med mindre det sætter ind med tørt højtryksvejr i en længere periode, må vi nok forberede os på at skulle håndtere vandudfordringer vinteren igennem,« konstaterer Tomas Jensen.

Du kan følge alle Skanderborg Kommunes vandstandsmålinger på vandportalen.dk