God start på seriehåndbold i Stjær
Stjær Boldklubs to dameseniorhold i serie 2 og 3 vandt begge i sæsonens første kamp mod Aarhus-hold.
Efterårsturneringen 2021 sluttede for Stjærs to dameseniorhold med oprykninger for begge hold til henholdsvis serie 2 og serie 3. Derfor var spændingen stor op til sæsonstart, for allerede i de første kampe for begge hold skulle man møde svære modstandere fra to store Århus-klubber.
Men i begge kampe leverede holdene over forventning.
På serie 2-holdet, der fortrinsvis består af meget unge seniorspillere, var der meget stor spænding, om holdet i det hele taget kunne være med i serie 2. Det er nemlig holdets første sæson som seniorspillere, og før jul udgjorde de holdet i serie 4, da de ikke havde nogen fast målmand. Derfor blev posten delt mellem de forskellige markspillere. Udfordringen med den manglende målmand har holdet stadig, så de håber at få en ny målmand på holdet i løbet af sæsonen.
Det var tydeligt at se, at hjemmeholdets spillere var noget nervøse til dagens kamp, og Stjær kom bagud med 3-5 før der blev skruet op for tempoet og man kunne gå til halvleg med en føring på 14-8. I anden halvleg fortsatte Stjær de gode takter og kunne ved sidste dommerfløjt se, at måltavlen viste en sejr på 30-19.
I serie 3-holdets første kamp var det et gensyn med ASA, som holdet havde det mere end svært med lige før jul, hvor de to hold spillede uafgjort i Stjærhallen. Denne tidlige morgen viste det sig dog, at Stjær-damerne havde kontrol over kampen fra start til slut, så de sikrede sig en sejr på 13-18.