Mikkel Gribsholt faldt med ære mod sølvmedaljevinderen fra seneste U19 EM
Boksetalentet fra Ryomgård boksede en af sine bedste kamp til dato mod armenske Manvel Petroryan, da han tabte en velbokset semifinale ved den internationale ungdomsturnering Adriatic Pearl Youth Tournament for U19 årgangene i Montenegro.
Mikkel Gribsholt, 18, vidste før semifinalen ved den internationale ungdomsturnering Adriatic Pearl Youth Tournament for U19 årgangene i Montenegro, at han skulle op mod en bokser fra allerøverste europæiske hylde, sølvmedaljevinderen fra de seneste U19 Europamesterskaber i 57 kilo Manvel Petroryan fra Armenien.
Men unge Gribsholt mødte ikke op i ringen med en følelse af, at armeneren var uovervindelig.
Tværtimod kørte Mikkel Gribsholt på fra første gong-gongslag fra blå hjørne. De, der så kampen live via en streamingtjeneste som Lokalavisens reporter gjorde det, kunne kun blive imponeret af Ryomgård drengens gåpåmod.
Mikkel Gribsholt gik fremad og passede fint på sig selv. Manvel Petroryan var dog en mand med hurtige hænder og dansende fødder, og han boksede flot kontraboksning med gode undvigelser og flere slagserier, hvor 3-4 slag blev fyret af med lynets hast og som forhindrede Mikkel Gribsholt i at få fang.
Jeg var selvfølgelig ærgerlig men meget tilfreds med Mikkels performanceCheftræner Arne Lund Christensen
Stor ære
Arne Lund Christensen, cheftræner i Hornslet Bokseklub og sekundant for de danske boksere ved Adriatic Pearl Youth Tournament, var da yderst tilfreds med elevens indsats trods en relativ sikker 5-0 sejr til Manvel Petroryan.
»Mikkel kørte en lidt ny stil, vi arbejder på, hvor Mikkel er mere tæt i paraderne og derved bliver mere eksplosiv og sværere at ramme . Det lykkedes meget af det, og Mikkel bokser en stor kamp mod den europæiske topbokser,« roser Arne Lund Christensen fra Montenegro.
»Jeg var selvfølgelig ærgerlig men meget tilfreds med Mikkels performance . Vi vil arbejde videre og udvikle Mikkels stil, fordi det virker rigtig godt med mere tætte parader. Nu skal vi bare have finter og undvigelser lagt på , så er jeg sikker på, Mikkel bliver en bokser, der begår sig i fremtiden,« siger Arne Lund Christensen.
Cheftræneren synes også, at han fra ringside så Mikkel Gribsholt bokse en af sine bedste kampe i karrieren. En kamp, der peger fremad, og som man som ung bokser lærer af.
Klar til Island
Det er ude ved de internationale stævner, at Mikkel Gribsholt og staldkammeraten Victor Hoveling lærer at tune deres boksning og erfarer på den hårde måde, at hjemme i Danmark er reglerne de samme som i resten af verden, men fortolkningen af dem er noget anderledes.
Victor Hoveling benyttede dagen, hvor Mikkel Gribsholt boksede semifinale til at sparre med en finsk bokser.
Snart skal Hoveling og Gribsholt på en ny international opgave.
Denne gang dog lidt tættere på Danmark, når de nordiske mesterskaber afvikles i dagene 24.-27. marts 2022 der, hvor Nordatlanten møder Ishavet, nemlig Island.