Fortsæt til indhold

Gang i sagerne og sang i gaderne onsdag aften i Toubrohallen

De, der fortsat kan huske de intense lokalopgør i 3. division mellem Aasttrup-Hammelev/Grenaa og Nørre Djurs HK med 800 på lægterne i Grenaa Idrætscenter, har noget at glæde sig til onsdag aften.

Sport

Håndboldssæson er startet.

Nørre Djurs HK, der har 1. division som mål med sit bedste herrehold, tyvstartede fredag i ’Hulen’ i Glesborg, hvor det rekonstruerede mandskab med flere nye unge talenter i rækkerne efter en nervøs start overvandt gæsterne fra Nøvling og vandt 30-22.

Onsdag skal Nørre Djurs HKs andethold i 3. division i kamp, og hvilken en.

Trustrup/Ålsrode IFs nyoprykkere inviterer til lokalopgør i Toubrohallen klokken 20.

Det kan kun blive en intens og tæt oplevelse, for begge holds spillere kender hinanden særdeles godt.

Hjemmeholdet, der sæsondebuterede med 25-25 i Hedensted, har fået tilgang af stregspilleren Rasmus Dalsgaard Lund fra netop Nørre Djurs HK, hvor han var fast mand på holdet i 2. division, men forud for denne sæson meddelte, at han ville drosle ned træningsmæssigt for at hellige sig arbejde og familien.

De store lokalopgør

Rasmus Dalsgaard Lund repræsenterede tidligere Aastrup-Hammelev/Grenaa, da de store lokalopgør for få år siden mod Nørre Djurs HK i først Jyllandsserien og senere 3. division samlede mange tilskuere, når de to klubber krydsede klinger.

Andre spillere på det nuværende Trustrup/Ålsrode mandskab, der stillede op for Aastrup-Hammelev/Grenaa dengang, er den stærke målmand Kristoffer Petersen, styrmanden Jannek de Place og universalspilleren Jonas Pedersen sammen med træner Carsten Vikkelsø Jensen.

Andre, Mathias Tvede Mygind og André ’Topper’ Nielsen har tidligere i mange år repræsenteret Nørre Djurs HK, som også Kristoffer Petersen og Jannek de Place gjorde det kort efter, at håndbolden Aastrup-Hammelev/Grenaa kuldsejlede.

Hos Trustrup-Ålsrode finder man også fløjspilleren Emil Kirkemann med en elitefortid i ungdomsårene hos Randers HK.

Syv sad over

Nørre Djurs HK har en førsteholdstrup med 18 navne. 11 af dem var på holdkortet mod Nøvling i fredags.

Der er således syv potentielle navne, der tørster efter kamptræning og for at vise, at de skal spille 2. division i den kommende weekend, hvor Nørre Djurs HK ude møder TVIS Holstebro.

Det kan vise i et lokalopgør med masser af lir, tempo, dueller og mange tifosis på lægterne.

Lokale Nørre Djurs HK spillere som Rasmus Secher Eldrup, Henrik Pedersen og Martin ’Bondemanden’ Jensen kan meget vel være med onsdag sammen med en Simon Østergaard, der kæmper med at komme tilbage til tiders storform. En Østergaard, der kommer tættere og tættere på sit optimale niveau efter en skade, vil være god for et pænt antal mål både fra positionen som højre fløj og højre back, hvis han rammer dagen.

Det er nok alletiders idé at komme i Toubrohallen i god tid på onsdag, for der bliver rift om pladserne på tilskuerrækkerne.