Dansk OL-helt snuppet for doping
Ifølge et opslag på Facebook har han ikke taget de ulovlige stoffer for at blive bedre.
Den danske løber Abdi Ulad er taget for doping.
Det skriver han på sin Facebook-profil.
Ifølge Ekstra Bladet skriver han, at han ikke har taget stoffet som et præstationsfremmende middel.
»Jeg var helt derude, hvor min desperation var stærkere end mine værdier, og jeg traf mit livs dårligste beslutning. Jeg slugte en pille indeholdende stoffet trimetazidin, som er på dopinglisten - ikke for at blive bedre, men for at få det bedre,« skriver løberen på Facebook.
Ifølge opslaget bankede det på døren to dage efter, Ulad havde taget pillen med det ulovlige stof.
Han åbnede døren - og er nu udelukket for både træning og konkurrence.
»Det er vigtigt for mig at fortælle, at jeg aldrig tog pillen for at vinde et løb, for at snyde eller for at lyve for nogen. Jeg tog pillen, fordi jeg var kommet så langt ud, at jeg ikke kunne klare situationen selv længere,« skriver han videre.
Udover sit opslag har Abdi Ulad ikke flere kommentarer til sagen, skriver Ekstra Bladet.