Fortsæt til indhold

Tre danske mesterskaber til sportsakrobaterne fra HI Skanderborg

En fantastisk sæson blev rundet flot af

Sport
Arkiv

Ved anden runde af de danske mesterskaber i sportsakrobatik i weekenden i Fuglebjerg sikrede akrobaterne fra Skanderborg sig ikke mindre end 3 danske mesterskaber, samt 7 medaljer i de nationale rækker.

De danske mesterskaber afgøres over to runder, hvor den første runde blev afholdt i Brabrand i starten af maj. Her havde akrobaterne fra HI Skanderborg mange fine resultater med, men der skulle kæmpes og præsteres til det ypperste for sikre sig medaljer.

Bagerst f.v.:Artemis og Josefine – Sølv DK1 Pigepar 1. divisionRebecca og Ida – Sølv DK1 Pigepar 2. divisionAne og Josephine – Bronze DK3 Pigepar 2. divisionSandra og Josephine – Guld DK1 Pigepar 1. divisionForrest f.v.:Jenny, Ella og Freja – Guld DK1 Pigegruppe 1. divisionSigne, Regitze og Lærke – Guld DK1 Pigegruppe 2. division.

I den internationale række var par og trioer på gulvet både lørdag og søndag, da de konkurrerer med både en balanceserie og en temposerie. En serie lørdag og en serie søndag. Spændingen er altid stor, men alle pigerne var utroligt sikre i både momenter og spring, og de tre danske mesterskaber blev vundet med en flot margin ned til 2. pladsen.

Marie, Alberte og Clara blev Danske Mestre i Junior Pige Gruppe for 3. år i træk. Sofie og Naja blev danske mestre i Senior Damepar samt Rebecca og Karla der blev danske mestre i Junior Pigepar.

Seks medaljer mere

Lørdag skulle konkurrencen i de nationale rækker DK1 Pigepar og Pigegruppe samt DK3 Pigepar afgøres, og HI Skanderborg hjemtog ikke mindre end 6 medaljer i disse rækker.

Flere af foreningens par og trioer havde flotte placeringer med fra 1. runde og med flere helt exceptionelle præstationer af pigerne lykkedes det flere af dem avancere i de endelige placeringer.

I DK1 pigepar i 1. division vandt Sandra og Josephine guldmedaljer og Artemis og Josefine fik sølv. I 2. division også i DK1 Pigepar vandt Rebecca og Ida sølv.

I DK1 Pigegruppe vandt HI Skanderborg guld i både 1. og 2. division. Jenny, Ella og Freja vandt i 1. division og Regitze, Lærke og Signe vandt i 2. division. Sidst men ikke mindst vandt Ane og Josephine bronze i DK3 Pigepar i 2. division.

Guld til Asta, Klara og Frederikke

Søndag skulle konkurrencen i DK3 Pigegruppe afgøres. 27 trioer fra hele landet stillede op, og de var efter 1. runde blevet inddelt i 3 divisioner. I 2. division vandt Asta, Klara og Frederikke guldmedaljer.

Efter en fantastisk sæson i HI Skanderborg Sportsakrobatik med 11 gymnaster udtaget til Talentlandsholdet, 2 guldmedaljer ved SM Open, 3 jyske mesterskaber og nu 3 danske mesterskaber samt flere medaljer i de nationale rækker, kan akrobaterne gå på en velfortjent sommerferie.

Landshold venter

6 af akrobaterne har en enkelt konkurrence mere på programmet, da Marie, Alberte, Clara, Elisa, Emilie og Benedicte i den kommende uge tager med Talentlandsholdet til en international konkurrence i Holland.