Topholdet Skanderborg hapsede igen mestrene
Skanderborg Håndbold understregede, at man hører til i toppen ved at besejre Skjerns mestre for 3. gang i sæsonen
Herreligaen Skanderborg - Skjern 29-28 (14-15) Mål Skanderborg: Cornelius Kragh 6, Morten Balling 6, Jonas Samuelsson 3, Mads Kalstrup 3, Marcus Mørk 3, Nikolaj A. Nielsen 2, Kristian Bonefeld 2, Mathias Bitsch 2, Lars Skaarup 1, Mathias Smed 1.
2.200 feststemte tilskuere fyldte onsdag aften Orangeriet og de skabte en ganske unik og fremragende stemning, da Skanderborg for tredje gang i denne sæson besejrede de danske mestre fra Skjern.
Indledningen emmede dog på ingen måder af Skanderborg sejr. Efter 7 minutter var gæsterne i front med bekymrende 6-2 og Skanderborg angrebsspil var ikke oppe i det nødvendige gear. Defensiven begyndte fra dette punkt til gengæld at blive mere og mere velfungerende.
Midtvejs i 1. halvleg var gæsternes føring reduceret til 9-6, men Skjern formåede at bevare føringen på 3-4 mål helt hen til de sidste 4 minutter af halvlegen. Her fik Skanderborg endeligt noget momentum og fik udlignet til 14-14 med 1 minut tilbage, inden Anders Eggert sendte Skjern til pause foran 15-14.
Stærk Obling
Bertram Obling erstattede en sygdomsramt Kristoffer Laursen i målet midtvejs i 1. halvleg og han fik en afgørende rolle efter pausen. Straks fra 2. halvlegs start fornemmede man at Skanderborg havde fat i den lange ende i opgøret. Målene kom lettere, og Skanderborg bragte sig i front for første gang i kampen efter 37 minutter, målet sat ind af en stærkt spillende Mads Kalstrup. Herfra var Skanderborg ikke bagud mere, men det var ikke ensbetydende en sikker sejr.
Efter 39 minutter var Skanderborg foran 21-18, men Skjern holdt godt fast. Efter 50 minutter var alt igen helt lige ved 24-24, men på 2 mål af Jonas Samuelsson og Mathias Smed slog et hul.
Morten Balling satte den afgørende scoring ind på straffekast med godt 1 minut tilbage, efter både han og Jonas Samuelsson tidligere havde misbrugt fra 7 meter stregen, og taget var tæt på at lette i en kogende orange hal på Fælleden.
Obling igen
Jonas Samuelsson havde chancen for at lukke og slutte med ca. 10 sekunder tilbage af kampen og foran 29-28, men Emil Nielsen reddede og gæsterne fik en sidste chance for at hente sæsonens første point mod Skanderborg Håndbold. Rene Rasmussen kunne dog ikke passere den stærkt spillende Bertram Obling i målet og det hele endte i en stor sejrsdans og endnu 2 gode point til kontoen, der nu lyder på 30 af slagsen.
Det bringer Skanderborg op på 4. pladsen. 1 point foran BSV og 2 point foran Skjern på hhv. 5. og 6. pladsen, med 3 runder tilbage at spille.
Nu venter der en udekamp i Gudme mod GOG lørdag 9. marts og weekenden efter gælder det så Final4 i Boxen.
"Vi drømmer og håber på at dagens oplevelse giver endnu flere blod på tanden for at følge vores grønne drenge til Herning i weekenden 16.-17. marts. Der er stadig plads i både hal og fan-tog og vi vil opfordre alle til at følge trop til de mange, der allerede har booket billetter," lyder det fr Skanderborg Håndbold.
Kilde: Skanderborg Håndbold