Fortsæt til indhold

Analyse: Sådan kan AGF komme i top-6

Lokalavisen gennemgår de forskellige scenarier for, hvordan det kan lykkes for AGF at slutte i top-6 og dermed komme med i Superligaens finalespil

Sport
Jeppe Rafn

På søndag bliver det afgjort, om AGF i resten af foråret skal op imod hold som SønderjyskE, Vendsyssel, Hobro og Vejle. Det sker, hvis aarhusianerne slutter grundspillet udenfor top-6.

Hvis De Hvide derimod ender i top-6, ser fodboldmenuen helt anderledes appetitlig ud med modstandere som FC København, FC Midtjylland og formentlig OB, Brøndby og Esbjerg.

FC København og FC Midtjylland er de eneste hold, der er sikre på at slutte i top-6, mens hele syv hold kæmper om de sidste fire pladser.

AGF er det nederst placerede hold af de syv hold og har dermed den på papiret dårligste mulighed for at slutte i top-6. Det vil formentlig kræve en sejr i begge af årets sidste kampe mod henholdsvis OB på hjemmebane og AaB på udebane.

Kampen mod OB spilles i aften klokken 19 på Ceres Park. AGF skal helst have en sejr, men selv med et nederlag er der stadig en chance for at slutte i top-6.

Herunder gennemgår vi de forskellige scenarier for, hvordan AGF kan kvalificere sig til finaleslutspillet.

* Hvis AGF vinder over både OB og AaB, slutter klubben med garanti i top-6

En sejr over OB i aften vil sende AGF op på sjettepladsen a point med Randers og et point foran FC Nordsjælland og AaB, som dermed ikke kan hente AGF, hvis det også bliver til sejr i sidste runde over AaB. OB og Randers skal møde hinanden i sidste runde på søndag, og derfor kan de ikke begge slutte bedre end AGF. Ergo kan AGF ikke blive dårligere placeret end nummer seks.

* Hvis AGF vinder én kamp og spiller én uafgjort, er der mulighed for at slutte i top-6

AGF vil i så fald ende på 35 point og være afhængig af, at andre resultater flasker sig, hvis man skal med i det gode selskab. Det spiller også ind, om AGF får sin sejr over OB eller AaB.

Med 35 point vil FCK, FCM og OB med sikkerhed slutte højere end AGF. Det samme gælder Brøndby og Esbjerg, hvis de får point i deres sidste kamp mod henholdsvis AC Horsens på udebane og Vejle på hjemmebane. Både Horsens og Vejle er ude af top-6 kampen, men vil i deres sidste kamp kæmpe for at få så mange point med over i nedrykningsspillet.

Såfremt hverken Brøndby eller Esbjerg taber, skal AGF altså holde alle andre klubber under sig for at slutte i top-6. Det kræver, at hverken Randers FC eller FC Nordsjælland vinder deres sidste kamp mod henholdsvis OB på udebane og Vendsyssel på udebane.

Hvis AGF som antaget får fire point og slutter med 35 point, kan det få afgørende betydning, om Brøndby og/eller Esbjerg taber deres sidste kamp.

Hvis Esbjerg taber, slutter AGF højere end Esbjerg på gurnd af en bedre målscore. Hvis Brøndby taber med to mål, slutter AGF højere end Brøndby. Hvis Brøndby taber med ét mål, skal AGF vinde med to mål i den kamp, man vinder, for at overhale Brøndby...

Vurdering: 35 point vil sandsynligvis ikke være nok til at komme i top-6. Både Brøndby og Esbjerg må formodes at kunne få mindst ét point mod svagere modstandere, og dermed skal AGF hænge sin hat på, at hverken FCN eller Randers får en sejr i sidste runde. FC Nordsjælland er favorit til at vinde over Vendsyssel på udebane, mens Randers får det svært på udebane mod OB.

Men i dette scenarie er der trods alt fire hold, som kan dumme sig og hjælpe AGF i top-6, så selvom 35 sandsynligvis ikke vil være nok, er det langtfra urealistisk. Hvis to af de fire hold 'dummer' sig, er vejen banet for De Hvide.

Hvis AGF vinder én og taber én af de sidste to kampe, er der en mulighed for at slutte i top-6

Men det er vel og mærke en meget lille mulighed. For det første, må AGF under ingen omstændigheder tabe til AaB. Så den ene sejr skal altså være mod AaB og ikke OB. Dernæst må Randers ikke få point mod OB, og FC Nordsjælland må ikke få point mod Vendsyssel.

Vurdering: 34 point vil med stor sandsynlighed ikke være nok til at slutte i top-6.

* Hvis AGF ikke vinder mindst én af de to sidste kampe, er top-6 udenfor rækkevidde

To uafgjorte kampe vil sende AGF op på 33 point, og det er færre point, end Randers har allerede nu på sjettepladsen.

Samlet vurdering

AGF skal som nævnt formentlig vinde både på hjemmebane over OB og på udebane over AaB for at slutte i top-6. Hvis AGF vinder den ene kamp og spiller den anden uafgjort, er der en chance for at slutte i top-6.

Man skal være meget stor AGF-fan for at tro, AGF vinder begge kampe. OB er inde i en god stime med tre sejre i træk, så fynboerne kommer til Aarhus med stor selvtillid og tro på, de i aften endeligt kan kvalificere sig til slutspillet. Det gør de, hvis de ikke taber kampen.

Dernæst gælder det AaB på udebane i den sidste kamp i grundspillet på søndag. Aalborgenserne imponerer ikke, men kæmper ligesom AGF for at komme med i det forjættede slutspil og har fordelen af hjemmebane, omend nordjyderne har været bedre på udebane end hjemmebane i denne sæson.

Samlet set har AGF efter vores vurdering højst 20 procent chance for at slutte i top-6.