Mensah testet positiv for corona
Uvist, om han bliver klar til Danmarks første kamp mod Belgien.
Håndboldspilleren Mads Mensah Larsen er testet positiv i en coronaprøve.
Derfor er han - tre dage inden VM i Sverige begynder - sendt i isolation.
Det oplyser Dansk Håndboldforbund, DHF.
Der skal nu tages yderligere tests af bagspilleren. De vil være afgørende for Mensahs deltagelse i åbningskampen mod Belgien.
»Det er selvfølgelig enormt frustrerende ikke at vide, om jeg kan være med fra start til VM. Især når corona hverken herhjemme eller i værtslandet Sverige betragtes som nogen kritisk sygdom, og jeg i øvrigt føler mig helt frisk. Men der er ikke andet for, end at vi må se situationen an,« siger Mads Mensah Larsen.
Det Internationale Håndboldforbund kræver, at alle spillere og ledere har en negativ prøve inden for de sidste 72 timer før ankomst til VM.
Alle andre spillere og ledere i den danske lejr testede negativ.