Mathias Haulrik var kold som den legendariske brøndgravers røv
TRIFs kaptajn sørgede for den afgørende scoring mandag aften i Skive, og dermed er TRIF fortsat på andenpladsen i rækken, der giver ret til en playoffkamp om oprykning.
»Vi kontrollerede kampen fint, synes jeg, og vi gik aldrig i panik over, at vi ikke fik scoret på et par store chancer. Derfor følte jeg mig også ret sikker på, at vi nok skullet få scoret det afgørende mål,« siger TRIFs cheftræner Martin Horbæk Nielsen.
Han var mandag aften på langfart til Skive med sit hold, og en lang bustur kan pludselig sparke benene væk under et gæstende hold, men i TRIFs tilfælde skete det altså ikke.
TRIFs kaptajn og midterangriber Mathias Haulrik var klar, da chancen kom et kvarter før tid. 1-0 til TRIF, som blev slutfacit.
»Inden da havde Victor Overgård Riis brændt et par store chancer, ligesom Skive IK i en enkelt spilsekvens viste farlighed, men vores målmand Hjalte Baarstrøm præsterede en flot dobbetredning,« fortæller cheftræneren.
Frederik ydede en kæmpe indsats centralt, og Bastian spillede meget bedre og var mere på bolden end i vores seneste kampe.
Forsvar stærk base
Hjalte Baarstrøm og de fire kammerater foran ham, Oliver Andersson, Mikkel Melgaard, August Laursen og Tobias Stenshøj Mathiessen, viste atter klassen.
»Jeg er meget tilfreds med vores fem bagerste. De gør det fremragende og støtter hinanden. Det så vi især i de sidste ti minutter, da Skive smed fem mand i front, men de fik intet ud af det, fordi vi fik clearet de lange og høje bolde, som blev sendt frem mod vores mål,« roser Martin Hornbæk Nielsen.
Han havde også en buket blomster til Frederik Primdal Geertsen i maskinrummet på midtfeltet og til Bastian Smedegaard, den flagrende 10’er, som udfører sine ting meget instinktivt.
»Frederik ydede en kæmpe indsats centralt, og Bastian spillede meget bedre og var mere på bolden end i vores seneste kampe.«
Håbet er lysegrønt
Sejren betyder, at TRIF holder andenpladsen i rækken, der er lig med en playoffkamp om oprykning til Jyllandsserien-1, hvis placeringen holder frem til sidste spilledag.
Topholdet Vatanspor smed point i weekenden, og er nu blot fire point foran TRIF, der forfølges af Holstebro med samme pointal, 22 (TRIF bedst indbyrdes) og Ølstrup, der har et point færre.
Sådan er situationen før de to sidste spillerunder, hvor de fire kandidater i toppen spiller efter følgende program:
Vatanspor: Kristrup (ude) og Ølstrup (hj)
TRIF: KLG (hj) og Holstebro (ude)
Holstebro: Ølstrup (ude) og TRIF (hj)
Ølstrup: Holstebro (hj) og Vatanspor (ude)
»Vi har aldrig været i en tilsvarende situation tidligere, så det i sig selv er motiverende for os,« siger Martin Hornbæk Nielsen.