Glad fodboldformand: Fodbolden ikke aflyst i efteråret
Et møde fredag mellem repræsentanter fra Syddjurs Kommune og Hornslet IFs fodboldbestyrelse har gjort, at fodboldformand Jacob Winther går glad på sommerferie.
De over 500 medlemer af Hornslet IFs fodboldafdeling kan gå den kommende sæson trygt i møde.
Et møde fredag mellem repræsentanter fra Hornslet IF med fodboldformand Jacob Winther i spidsen og Ole Wolf, Kultur og borgerchef i Syddjurs Kommune, og arkitekt Line Fredensvang, Syddjurs Kommune, har givet grobund for optimisme. Sidstnævnte er hende, der er tovholder på byggeriet af en ny skole i Hornslet.
Hornslet IFs fodboldafdeling har over længere periode hevet fat i både lokalpolitikere og forvaltning for at henlede opmærksomheden på, at fodboldspillerne i klubben fattes spilleplads.
En udfordring som forstærkes, når byggeriet af den nye Hornslet Skole (6.-9. årgang) ved Hornslet Hallen begynder.
Det vil betyde, at det nuværende hjørne af opvisningsbanen, der hidtil er brugt af de mindste spillere til træning og tremandskampe, bliver nulstillet.
Samtidig er opvisningsbanen i en meget sårbar stand, at der hidtil kun har kunnet afvikles tre kampe på byens stadion pr. uge.
Alt i alt en fin aftale, som alle er tilfredse med. Vi vurderer på banerne igen, når efterårssæsonen er slut, og især kigger vi på opvisningsbanens tilstand. Derefter tager vi stilling til banefordelingen i foråret 2024Jacob Winther, fodboldformand i Hornslet IF
Rykker over på bane 6
Skolebyggeriet er først programsat til at begynde til oktober, men inden da skal Museum Østjylland, som det er sædvane ned og grave efter ’fortid’.
Det begynder de nok med allerede i august.
»De graver et par store render, der hvor vores 3-mands baner står i dag, så banerne skal altså flyttes inden sæsonstart,« siger Jacob Winther.
Hornslet IF har derfor fået lov til af kommunen at afvikle flere end de nuværende maksimalt 3 kampe om ugen på klubbens opvisningsbane.
»Det betyder, at vi rykker vores 3-mands baner ned bagved på bane 6, så kan forældrene også parkere på Mosegården lige ved siden af og let komme til/fra banerne,« siger fodboldformanden
Bane 6 bliver fremover til 4 x 3-mands baner og 1 x 8-mands bane.
Fin aftale
I efteråret kommer opvisningsbanen således i brug til flere 11-mandskampe end hidtil for at få pulsespillet til at gå op.
Hornslet IF vil dog fortsat prioritere klubbens kuntsgræsbane til 11-mands kampe, men den kan ikke alene dække behovet.
»For at tackle banens dårlige tilstand går kommunen nu i gang med vanding og gødning af den. Håbet er således, at vi kan få banen i nogenlunde stand og ikke mindst i stand til at tackle lidt flere end 3 ugentlige kampe,« siger Jacob Winther.
Da Lokalavisen var forbi i denne uge sammen med byrådspolitiker Jan Fischer (A), var det åbenlyst, at opvisningsbanen skriger på vand og pasning.
Den er pt. gul og fyldt med mindre arealer, hvor græsset er forsvundet. Fodbold spilles godt nok stående, men undervejs kan det ikke undgås, at spillerne må ty til en glidende tackling eller falder efter en nærkamp. Det vil, som banen ser ud nu, betyde fare for sår på arme og ben, hvis uheldet er ude.
»Alt i alt en fin aftale, som alle er tilfredse med. Vi vurderer på banerne igen, når efterårssæsonen er slut, og især kigger vi på opvisningsbanens tilstand. Derefter tager vi stilling til banefordelingen i foråret 2024,« siger en tilfreds bestyrelsesformand i fodboldafdelingen.