Fortsæt til indhold

Lettet Martin Winther går glad på sommerferie

Hornslet trak det længste strå, da kampen om nedrykning fra Serie 2 skulle afgøres mellem TRIF, Aastrup/Hammelev og Hornslet.

Sport

»Indrømmet, jeg er vildt lettet efter en sæson, som har trukket tænder ud,« lød det fra den ene halvdel af Hornslets trænerduo, Martin Winther søndag formiddag, da Lokalavisen fangede ham over telefonen, mens den aktive mand var i gang med at overvære endnu en, De gættede rigtigt, fodboldkamp.

Dagen forinden havde hans mandskab bøllevanket et svagt Vorup FB hold med hele 11-1 på Hornslet Stadion, og da TRIF samtidig tabte 3-1 til rækkens nummer to, Christiansbjerg, var Hornslet sikret endnu en sæson i Serie 2.

Så gjorde det ikke noget, at Aastrup/Hammelev hjemme besejrede HOG Hinnerup uhyre sikkert 4-0, men for Aastrup/Hammelev var sejren perfekt, fordi den sikrer klubben en playoffkamp mod en to’er fra Serie 3.

Vinderen spiller i Serie 2 efter sommerferien, taberen i Serie 3.

Aastrup/Hammelev møder lørdag hjemme vinderen af tirsdagens 1. playoffkamp mellem IF Midtdjurs og Randers Freja, der begge sluttede på en andenplads i deres respektive Serie 3 rækker.

TRIF må derimod lide den tort at rykke tilbage i Serie 3 efter blot en sæson i Serie 2.

Slutstillingen i Serie 2. Kilde: DBU Jylland

Fem mål af Wiboe

I opgøret mod svage Vorup FB , der tydeligvis ikke har haft klassen til Serie 2, bidrog midtbaneesset Mikkel Wiboe med fem scoringer.

De øvrige seks mål blev fordelt på følgende: Emil Møller Lyngholt, Emil Grynnerup, Rasmus Brøndum, Frederik Winther, Tobias Thygesen Pilgaard og Kenn Ankerstjerne Laursen.

Fem kampe nul point

Hornslets præstation sættes i relief af, at holdet startede med indkassere fem etmålsnederlag i træk, før der langt om længe kom point på kontoen.

Det blev i alt til 17 point i de resterende ni spillerunder på trods af to kæmpestore udfald mod HOG Hinnerup 6-1 og TRIF 4-1.

»Jeg synes, det er flot kommet igen af spillerne efter at have tabt fem kampe meget snævert til at begynde med,« roser Martin Winther.

Sidste år skulle der en playoffkamp til at sikre Hornslets fortsatte eksistens i Serie 2, så det er også et udtryk for, at det unge hold fortsat udvikler sig.

Det betyder så uendeligt meget i dag, at der er et godt kammeratskab og sammenhold. Det er afgørende for, at vi kan fastholde de unge.
Martin Winther, træner i Hornslet IF

I tre af de seneste fem sæsoner har Hornslet fået afgjort sin skæbne via en playoffkamp, ifølge Martin Winther.

»Emil Møller Lyngholt er ældste mand med sine 25 år, så truppen har mange år i sig endnu, hvis vi kan holde sammen på den. Jeg tror også, vi kan lægge yderligere på, og målet for næste sæson er selvfølgelig at gøre det endnu bedre end i den sæson, der lige er afsluttet. Det kræver dog, at vi bliver mere modne i vores spil og ikke får en række uforklarlige udfald. Det har vi også forklaret spillerne,« siger Martin Winther.

To U19 hold

Martin Winther og hans faste trænermakker Niels ’Niller’ Kristian Primdahl Rasmussen fortsætter med førsteholdet i næste sæson, hvor Hornslet fortsat vil være repræsenteret i Serie 4 og med et halvlukket Serie 5 hold bestående af mange unge, der kender hinanden fra gymnasiet.

Desuden kan klubben mønstre hele to U19 hold, et ungt og et lidt ældre. Fødselsåret afgør, hvem der spiller hvor.

»Vi har lyttet til spillerne, og de har ønsket årgangsopdelte hold. Begge hold spiller i liga 3,« siger Martin Winther.

Hornslet får intet U17 hold, men er til gengæld repræsenteret i U16 rækken.

»Vi har rigtigt mange unge mennesker, så det ser lovende ud. Førsteholdet, som jeg kender mest til, har stor lyst til at træne og være sammen, og sådan tror jeg, det også er for de øvrige holds vedkommende. Det betyder så uendeligt meget i dag, at der er et godt kammeratskab og sammenhold. Det er afgørende for, at vi kan fastholde de unge,« siger den rutinerede Hornslet træner, i en yngre udgave selv en klog og fodboldhurtig midterforsvarer i en årrække på IF Ådalens bedste seniorhold.