Dansk Tour-stjerne kommer til Hadsten Gade Grand Prix
En af de allerhotteste danske cykelstjerner har meldt sin ankomst til Hadsten.
Cykelløbet Hadsten Gade Grand Prix er så småt ved at have grundstammen til feltet på plads, mens der stadig forhandles med diverse profiler fra blandt andet Tour de France feltet. Den første profil er faldet på plads, og det er Lidl-Trek rytteren Mattias Skjelmose, der lige nu kan opleves i Tour de France, hvor han har været særdeles aktiv og gjort sig flot bemærket på flere etaper i dannebrogstrøjen.
Matthias Skjelmose fik sit helt store internationale gennembrud, da han for en måned siden vandt etapeløbet Schweiz Rundt, der regnes som et af de vigtigste løb op til Tour de France. En uge senere understregede han sin klasse ved at blive suveræn dansk mester i linjeløb.
»Jeg glæder mig til at komme til Hadsten og konkurrere i Danmarks hårdeste gadeløb, hvor jeg håber, jeg kan gøre en forskel på Søndergade-stigningen. Jeg husker løbet som velbesøgt, så det bliver helt sikkert en stor cykelaften i Hadsten. Løbet bliver mit første efter VM i Glasgow,« fortæller Mattias Skjelmose i en pressemeddelelse.
Efter Tour de France er Skjelmose udtaget til VM i Glasgow, hvor der køres linjeløb fire dagen før løbet i Hadsten.
»Vi er enormt glade og stolte over, at vi har Mattias Skjelmose til start. Han er en kommende toprytter og har jo allerede markeret sig utrolig flot i år med både DM og vinder af Schweiz Rundt samt flotte præstationer i Tour de France. Han kommer direkte fra VM i Glasgow, så måske kan vi også, hvis det hele flasker sig, præsentere en verdensmester, hvilket jo vil være helt fantastisk. Jeg tror en stigning som Søndergadebakken passer godt til Mattias, så han burde have gode chancer for at køre med om sejren,« siger formanden for Hadsten Gade Grand Prix, Anders G. Christensen.
Arrangørerne forhandler i øjeblikket med flere profiler og hold, der vil blive præsenteret, når aftalerne er på plads.
Hadsten Gade Grand Prix finder sted 10. august.