Fortsæt til indhold

Ung juvel har skiftet FC Djursland ud med Nørager Boldklub

William Loft har valgt at sige farvel til FC Djursland og goddag til Nørager Boldklubs unge mandskab som fredag indleder sæsonen hjemme mod Hornbæk SF.

Sport

»Vi får med William Loft tilført en spiller, der kan noget andet end vores andre angribere og som kommer til at give vores spil en ny dimension.«

Sådan lyder det fra Nøragers cheftræner Allan Haslund om tilgangen af stortalentet William Loft fra FC Djurslands nedrykkede Danmarksseriehold, hvor unge Loft i foråret bidrog flot i flere kampe.

William Loft, der har fået sin fodboldopdragelse i Auning, hvor han også i et par omgange har spillet på førsteholdet, har kombineret fodbold og uddannelse på Brazil Football College hos Viden Djurs i Grenaa frem til sommerferien, men nu har han fået job i Viby efter endt eksamen.

»William skrev til mig i sommerferien og spurgte, om han var velkommen i Nørager, fordi han gerne ville spille hos os. Jeg kendte ham ikke personligt, men har selvfølgelig set ham spille, og han er naturligvis velkommen hos os,« understreger Allan Haslund.

Williams hurtighed bliver et nyt våben for os efter oprykningen til Serie 1. Han kan true modstandernes bagrum på en måde, som vores øvrige angribere ikke kan.
Cheftræner Allan Haslund

Lynhurtig spiller

William Loft er en teknisk dygtig og driblestærk angribertype som også har høj fart som spidskompetence. Netop det sidste ser Allan Haslund frem til at bringe i spil.

»Williams hurtighed bliver et nyt våben for os efter oprykningen til Serie 1. Han kan true modstandernes bagrum på en måde, som vores øvrige angribere ikke kan. De har lidt andre kompetencer, så William bliver et vigtigt supplement og styrker også konkurrencen om pladserne i start-11’eren,« siger Allan Haslund.

William Loft har medvirket i Nøragers træningskampe, hvor holdet tog forskud på de kommende lokalopgør mod Vivild ved at vinde 4-1 ved sommerfesten i Vivild.

»Vi har også mødt TRIFs bedste hold i Jyllandsserien, hvor vi godt nok tabte 2-1 men leverede en god indsats og skabte mange muligheder mod et meget stærkt TRIF-hold,« siger cheftræneren.

I aften, mandag 7. august, møder Nørager på egen bane i den sidste træningskamp Dronningborg inden turneringspremieren fredag aften. Dronningborg skal holdet også skal prøve kræfter med i turneringen.

Mod Dronningborg bliver der altså lejlighed til at tage William Loft nærmere i øjesyn for det fodboldinteresserede hjemmepublikum, før det virkelig gælder.

Fredag handler det om point, når Hornbæk SF gæster Nørager Stadion.