Fortsæt til indhold

Aarhusiansk maratonmand vil til OL: » Det kræver benhård prioritering«

Jacob Sommer Simonsen fra AGF Atletik er Danmarks bedste maratonløber, der drømmer om OL-deltagelse i 2024 og 2028. Som far og medicin-studerende kommer det til at kræve disciplin, hvis det skal lykkes.

Sport

Han har snøret løbeskoene lige så længe, han kan huske, men 28-årige Jacob Sommer Simonsen er først i en sen alder skiftet til maratondistancen. Det skete for blot et år siden.

I maj vandt han DM på den legendariske distance i København i sit blot andet maratonløb, og udover titlen har det givet brændstof og motivation til at drømme videre.

Nu handler det nemlig om OL i Paris til næste sommer for den medicin-studerende løber. Han vil det faktisk så meget, at han meldte afbud til VM i Budapest, som han ellers var kvalificeret til.

»Jeg er ret ny på maratondistancen og har kun løbet to indtil videre. Gennem en lang løbekarriere har jeg fundet ud af, at restitution er meget vigtig for mig. Så det tager typisk en halvanden måned, hvor jeg lige skal ned i form. For så at bygge op igen,« forklarer Jacob Sommer Simonsen, som er opvokset i Beder.

Og hvad er det så, der skal bygges op til, siden han melder afbud til en stor begivenhed som VM?

Jacob Sommer Simonsen skal deltage i Valencia Marathon i december, hvor en god tid i et kompliceret kvalifikationssystem kan give ham gode muligheder for at komme meget tæt på OL i byernes by til næste sommer.

»Jeg kender efterhånden min krop ret godt og ved at have et langt build up, som jeg har nu mod Valencia, føler jeg, at jeg kan lægge et lag på. Det var en svær beslutning at melde afbud, fordi jeg virkelig gerne ville løbe VM, men det handler om at prioritere benhårdt, og jeg håber og tror på, at jeg kan løbe stærkt i Valencia,« siger Jacob Sommer Simonsen, der op til konkurrencer løber 160 kilometer om ugen fordelt på flere træningspas dagligt. Både alene og til klubtræning i AGF Atletik.

Den benhårde prioritering og livet som eliteløber har fået en ekstra dimension, efter han og kæresten Sidsel er blevet forældre til Viggo, som i dag er 1 år og tre måneder.

»Min kæreste har lige fået et nyt job som lærer, hvor hun skal tidligt afsted om morgenen, og jeg vil meget gerne have 9 timers søvn, hvis jeg skal løbe optimalt, så det kræver nogle ofringer. Sidsel har været på barsel og taget det tunge læs med Viggo, så nu hygger vi to om morgenen, og så må jeg gå lidt tidligere i seng om aftenen,« siger han med et efterfølgende stort smil.

Verdensrekord

Sønnen var med, da Jacob Sommer Simonsen i tiden 1:08:04 slog verdensrekorden i at løbe halvmaraton med babyjogger til årets Aarhus City Halvmaraton.

»Det var fedt at løbe på hjemmebane, og der er en helt unik stemning til det løb. Forinden havde jeg tænkt, at det måske var en noget nemmere måde at løbe løbet på, og at det ikke blev så intenst. Men det endte med, at jeg skulle grave ret dybt for at slå rekorden. Men det var fedt, at det lykkedes. Viggo faldt i søvn efter ti minutter med en figenstang i hånden,« fortæller Danmarks bedste maratonløber.

Jacob Sommer Simonsen slog med tiden 1:08:04 verdensrekorden i at løbe 21 kilometer med babyjogger til årets Aarhus City Halvmaraton. Sønnen Viggo på 1 år var med. Foto: Aarhus Motion

Der skal også løbes stærkt på medicinstudiet, hvor Jacob Sommer Simonsen er i gang med 8. semester, og her kommer disciplinen fra sporten ham til gode. Men en OL-kvalifikation får ham til at nedprioritere studiet i perioder.

»Altså, jeg plejer at bestå mine eksamener. Så nu prøver jeg bare at følge med og lade være med at stresse for meget over studiet. Op mod eksamener har jeg typisk lidt af en slutspurt,« forklarer løberen.

Det her med at undgå at blive skadet er det, som har rykket mig de seneste to-tre år. Det har givet noget robusthed at få styr på kroppen.
Jacob Sommer Simonsen, løber

På grund af OL-kvalifikation har han overvejet at udskyde KBU, der står for Den Kliniske Basisuddannelse, som er første led i den lægelige videreuddannelse. Det skal alle læger gennemføre for at opnå tilladelse til selvstændigt virke.

Det har visse fordele at have en faglig viden om anatomi og fysiolog. Og af skader er han blevet klog.

»Jeg har haft rigtig mange skader. En skade er jo i princippet overtræning på en eller anden måde. Man laver for meget i forhold til, hvor meget man kan restituere. Problemet med skaderne, jeg har haft før, var, at jeg godt kunne mærke, at de var på vej, men jeg pressede alligevel træningen igennem og trænede for hårdt. Derfor har jeg haft stressfrakturer (træthedsbrud, red.) med mikrobrud på knogler,« siger Jacob Sommer Simonsen og fortsætter:

»Så det her med at undgå at blive skadet er det, som har rykket mig de seneste to-tre år. Det har givet noget robusthed at få styr på kroppen.«

Vil slå dansk rekord

I horisonten står Henrik Jørgensens gamle danske maratonrekord fra 1985 og blinker. Og motiverer. Den er på 2:09:43.

»Min målsætning i Valencia er at prøve at løbe 2:10, og jeg ved, at det bliver svært. Jeg skal selvfølgelig ramme dagen og være klog undervejs. Det ville være vanvittigt, hvis jeg kunne slå Henrik Jørgensens rekord. Det er en drøm,« fastslår Aarhus-løberen.

Jacob Sommer Simonsen er bosat på Frederiksbjerg sammen med sin kæreste Sidsel og sønnen Viggo på 1 år. Foto: Kim Skovrup Andersen

Han har netop slået sin egen personlige rekord på 5 kilometer i tiden 13 minutter og 51 sekunder, og det giver selvtillid.

»Men jeg tager ikke noget for givet. Inde i mit hoved prøver jeg at bilde mig selv ind, at jeg er langt fra, og at jeg skal arbejde mega hårdt. Det er jo vigtigt at have noget, der motiverer mig. Når jeg bliver ved med at forbedre mig og rykke mig, er det helt vildt motiverende og giver lyst til mere,« lyder det fra Jacob Sommer Simonsen.