Danmarks hurtigste maratonløber går efter verdensrekord i Aarhus
Sidste års vinder af Bestseller Halvmarathon har øjnene stift rettet mod weekendens halvmaraton.
Med en tid på 2 timer, 14 minutter og 46 sekunder blev Jacob Sommer Simonsen danmarksmester i maratonløb.
Til dagligt studerer han medicin på Aarhus Universitet, og så er han også far til Viggo på et år. Den lille søn spiller en stor rolle i weekenden, hvor Jacob Sommer Simonsen deltager i et rekordforsøg.
Danmarks hurtigste maratonløber går nemlig efter at slå verdensrekorden i at løbe et halvmaraton med en babyjogger.
»Normalt ville jeg ikke løbe med vogn til konkurrence, men i og med det er kort tid siden, jeg løb DM Marathon og i øjeblikket er på vej til at komme lidt op i omdrejninger, synes jeg, det ville være en sjov udfordring på nuværende tidspunkt,« forklarer Jacob Sommer Simonsen.
Tiden han skal slå er 1 time, 8 minutter og 38 sekunder.
Dispensation
Normalt er løbere med babyjoggere sendt bagerst i feltet, fordi de fylder for meget og folk ikke kan komme forbi. Alligevel har Jacob Sommer Simonsen fået lov til at starte allerforrest for at få et ordentligt forsøg.
Løbet skal videodokumenteres før Guiness World Record accepterer rekorden, men det er ikke et problem for den hurtige maratonløber. Der er faktisk kun én faktor, som Jacob Sommer Simonsen ikke er helt styr på.
»I forhold til rekordforsøget er den største udfordring og ubekendte faktor, hvordan Viggo reagerer på alle de indtryk, han møder ude på ruten. Vi er meget bevidste om, at han skal være med i det og synes, det er sjovt, hvilket han normalvis også plejer.Men hvis han for eksempel vågner og bliver ked af det, vil jeg ikke fortsætte, og rekordforsøget stopper der,« fortæller den hurtige far.
Man kan holde øje med Jacob Sommer Simonsen og sønnen Viggo blandt de allerforreste søndag 11. juni omkring klokken 10.00.