Ikke langt fra målet for 2023 - fortsat de internationale rejsende, der bærer væksten
Antallet af rejsende i Aarhus Airport holder den opadgående kurve i september måned. Det samme er tilfældet i Aalborg og Billund.
Fremgangen i passagerer til og fra Aarhus Airport fortsætter. I september måned rejste 57.537 gæster gennem terminalen og løftede årets samlede passagertal op på 433.499.
Derved oversteg antallet af rejsende i årets første ni måneder det totale antal passagerer i 2022, der var 422.000 rejsende.
Lufthavnen i Stabrands vækstmål for 2023 lyder på 530.000 rejsende.
Så de sidste tre måneder af 2023 skal 96.501 gå gennem terminalen. I gennemsnit pr. måned 32.167 passagerer.
Konkurrenterne fortsat foran
Aarhus Airports konkurrenter i Jylland, Aalborg og Billund, kom også godt ud af september.
Aalborg havde i september 150.734 rejsende til og fra lufthavnen, svarende til en samlet fremgang på 4,6 procent i forhold til september 2022. Derved blev det den største september i 5 år og historisk set den tredje største september nogensinde i lufthavnen, oplyser Aalborg Lufthavn.
Vi stræber efter at hæve passagertallet fra sidste år med 25 procent i 2023.Lotta Sandsgaard, administrerende direktør i Aarhus Airport.
Billund havde hele 408.660 passagerer igennem terminalen.
Det er en passagervækst på 1,2 procent ift. september sidste år. Kursen mod et nyt rekordår er lagt, oplyser Billund Lufthavn.
Aarhus Airport har en målsætning om at få passagerantallet op på 1,5 millioner i 2029 og et delmål om at nå 870.000 passagerer i 2025. Opnår man 2025-målet, er lufthavnens forventning at opnå balance i regnskabet og dermed undgå underskud.
I Billund kunne man i 2022 præstere 3,7 millioner rejsende, og i det nordjyske lå man på 1,3 millioner.
Fortsat de internationale
Det er fortsat de internationale rejsende, der bærer væksten i Aarhus Airport I sammenligning med 2019, der er lufthavnens rekordår i nyere tid, viser september måned en stigning på 40 procent af rejsende, der flyver til eller fra London, Milano samt andre storbyer og soldestinationer, der er på udenlandskortet fra den østjyske lufthavn.
Mens charterflyvningerne og ruteflyvningerne sydpå traditionelt set vil stilne lidt af i efterårsmånederne, forventer lufthavnen at fastholde niveauet inden for erhvervsrejsende.
»Vi stræber efter at hæve passagertallet fra sidste år med 25 procent i 2023. September har budt på et fortsat stort rykind af internationale rejsende, ligesom årets indenrigstrafik topper i september måned. Erhvervstrafikken er tilbage på fuldt blus, og vi har sammen med SAS skruet op for afgangene til Oslo og Stockholm. På solsiden har Mallorca og Malaga trukket godt igennem, ligesom Jyllands eneste direkte rute til Faro i Algarve er blevet så populær, at Ryanair har besluttet at beflyve ruten hele året,« lyder det fra Lotta Sandsgaard, administrerende direktør i Aarhus Airport.
Hun ser en opblussen i antallet af erhvervsrejsende til Østjylland:
»Rejseaktiviteten overstiger langt niveauet før pandemien, og vi ser en opblussen af erhvervsrejsende. Det er et tydeligt signal om, at erhvervslivet i Østjylland i stigende grad benytter Aarhus Airport. Jeg glæder mig over, at lufthavnen bidrager til virksomhedernes og hele områdets vækst, og vi arbejder hårdt på at etablere de ruter, der matcher behovet. Lufthavnen er et aktiv for de mange udenlandske medarbejdere, der er tilknyttet de østjyske virksomheder, og den internationale arbejdsstyrke skaber et stort rejsebehov både blandt medarbejderne samt deres familier og venner.«