Fortsæt til indhold

Aarhusiansk OL-håb har to chancer tilbage: »Jeg skal toppe nu«

26-årige Mathias Bak kæmper for at komme til Paris til sommer. Det bliver afgjort til foråret.

Sport

Hver gang Mathias Bak klemmer sig ned i sin bryderdragt og ud på den gigantiske madras i Åby Hallen, er det med et mål for øje: OL i Paris til sommer.

For godt en måned siden missede den 26-årige bryder muligheden for at kvalificere sig til klodens største idrætsbegivenhed.

Det skete til VM i Beograd, hvor det blev til et nederlag.

Mathias Bak på toppen i en kamp. Foto: Danmarks Bryderforbund

»Jeg tabte til en hviderusser. Jeg var ellers foran på point og havde ham lige dér, hvor jeg ville have ham, men så fik han pludselig overtaget, og kampen vendte desværre,« fortæller Mathias Bak og fortsætter:

»Min form er ellers virkelig god, og jeg følte, at mine chancer for videre avancement i turneringen var til stede, så der var en enorm ærgrelse i mig i de efterfølgende dage. OL-kvalifikation er bare hårdt og sejt.«

Hviderusseren endte i øvrigt nummer fem og kvalificerede sig dermed til OL i Paris, som er og bliver det helt store fyrtårn i horisonten.

Bosat i Åbyhøj

Men tiden arbejder for den lokale bryder, som er bosat i Åbyhøj, hvor han træner i Brydeklubben Thrott.

»Der er mange brydere, som deltager i deres første OL, efter de er fyldt 30. Man topper fysiologisk omkring de 27 år, så jeg synes selv, jeg har gode forudsætninger for at få en form for gennembrud,« fastslår Mathias Bak.

Der er jo en benhård konkurrence om pladserne, men jeg vurderer mine chancer for at komme til OL som gode. Ellers ville jeg heller ikke bruge så meget tid og satse på det.
Mathias Bak, bryder

Der er to chancer mere til at kvalificere sig til OL i Paris til stævner i henholdsvis april og maj.

Hvordan vurderer du selv dine chancer for at komme til OL?

»Jamen, der er jo en benhård konkurrence om pladserne, men jeg vurderer mine chancer for at komme til OL som gode. Ellers ville jeg heller ikke bruge så meget tid og satse på det. Der er ingen tvivl om, at jeg skal toppe til foråret og have lidt lodtrækningsheld. Jeg har to chancer tilbage. Og der er en måned mellem de to stævner. Jeg kommer til at satse på begge to og give den fuld gas,« siger Mathias Bak.

Foto: Privat

Til dagligt læser han idrætsvidenskab på Aarhus Universitet, og forinden gik han på Marselisborg Gymnasiums Team Danmark-linje.

Han flyttede fra Nørresundby til Aarhus for at komme tættere på et elitemiljø og gik i 4.g.

»Jeg var 19 år gammel på det tidspunkt og kom lige fra mine mors kødgryder, så det var da en omvæltning på flere måder. Men det var virkelig fedt at komme ind i en Team Danmark-klasse, men også ret hårdt, fordi jeg både satsede på bryderkarrieren og at få gode nok karakterer til, at jeg kunne komme ind på idrætsvidenskab-studiet på universitetet. Samtidig var jeg ofte ude at rejse til stævner og træningslejre, men det gik jo fint,« siger han med et efterfølgende smil.

I Brydeklubben Thrott i Åbyhøj har Mathias Bak fundet et godt træningsmiljø, og der er tilknyttet en fuldtidstræner. Han hjælper også selv gerne til med trænergerningen.

»Det er fedt. Jeg kan godt lide det der, at man er med til at skabe et godt træningsmiljø og være med til at udvikle de unge brydere og give noget tilbage til sporten,« pointerer han.

Nummer 21 i verden

I dag er Mathias Bak en fast del af det danske seniorlandshold og har indtil videre vundet senior DM seks gange og tre nordiske mesterskaber som junior- og ungdomsbryder.

Mathias Bak ligger i øjeblikket nummer 21 på verdensranglisten og føler, han er helt tilbage efter en alvorlig meniskskade i knæet, der holdt ham ude af sporten i længere tid i 2022.

»Det var et langt skadesforløb og tog noget tid, men så kunne jeg fokusere lidt på noget andet i den periode. Det blev dog også til en del styrketræning. Jeg mærker intet til skaden i dag,« siger Danmarks bedste bryder, som bruger tyve timer om ugen på sin sport og betragter Åby Hallen som sit andet hjem.

»Frem for alt er det jo sportslige mål som at komme til OL, der for alvor motiverer mig. Det der med at man kan altid blive bedre, og der altid er noget at udvikle er også fascinerende. Og så er brydning bare en virkelig fed og fysisk sportsgren,« lyder det fra den lokale atlet.