Fortsæt til indhold

Talentfuld fodbolddommer klar til prøvekamp i Jyllandsserien

22-årige Daniel Bloch dømmer søndag opgøret mellem tst og Randers Freja i Jyllandsserien-1. Midtvejs i november får han at vide, om det også hedder Jyllandsserien efter årsskiftet.

Sport

Grenaa-drengen Daniel Bloch, 22, har aldrig talt med uld i munden, når han er blevet bedt om at fortælle om sine ambitioner med dommergerningen på alverdens fodboldbaner. Ambitionerne er jættestore og hedder divisionerne. Superligaen, hvis vi snakker det ultimative mål.

Den talentfulde fodbolddommer har blot to og et halvt år på bagen i dommerkluns, men dem har han udnyttet til fulde. Han har dømt mange kampe på alle niveauer, fordi han brænder for dommergerningen og gerne vil se, hvor langt evnerne rækkerne.

I foråret debuterede han med kampe i Serie 1 for herrer.

Han havde sat næsen op efter at rykke en række yderligere op i sommerpausen, til Jyllandsserien. Det endte med, at de ansvarlige for den slags i DBU Jylland besluttede at lade ham få yderligere en sæson i Serie 1 til at modnes.

Flere unge dommere har knækket halsen ved at rykke en tand for tidligt op, fordi de har fået kniven og kærligheden så meget at føle, at de har pakket deres dommertøj ned i en flyttekasse i garagen.

Nu er sæsonen ved at gå på hæld, og snart bliver det afgjort, hvilke dommere som skal placeres i de forskellige kategorier efter nytår.

Daniel Bloch har ikke fået noget at vide, om sine muligheder fra officielt hold, men han har fået et fingerpeg.

Det er, at han søndag 29. oktober skal dømme opgøret i Jyllandsserien-1 mellem tst og Randers Freja på førstnævntes hjemmebane i Tilst.

»Der er tale om prøvekamp. Sådan kalder man det. Jeg får en mulighed for at vise evnerne på det niveau, hvor jeg håber at skulle dømme i det nye år,« siger Daniel Bloch.

Medio november

Først midtvejs i november får Daniel Bloch endelig vished for, om det også hedder Jyllandsserien efter nytår.

Man går nok i galt i byen ved at konstatere, at han skal dumme sig noget så eftertrykkeligt i prøvekampen for at må lide den tort at må gå glip af en oprykning.

»Jeg tager ikke noget for givet,« lyder det beskedent.

»Men jeg glæder mig vildt til at dømme på søndag sammen med et par rutinerede linjedommere med masser af erfaring. Der er udvikler på kampen, så min ellers vores præstation bliver bedømt i samtlige spilminutter fra sidelinjen.«

Efterårets 7-8 kampe i Serie 1 har han været glimrende tilfreds med udkommet af.

Daniel Bloch har lokalt kun dømt førsterunde opgøret mellem Nørager og Hornbæk, mens de øvrige kampe har været afviklet i Aarhus og Randers.

»Jeg har desuden været linjedommer i kampe i Jyllandsserien og dømt kampe i Serie 3 og Serie 4 lokalt. Alt i alt har jeg vel dømt det samme antal kampe, som jeg gjorde i foråret,« vurderer Daniel Bloch.

A walk in the park? - slet ikke

Søndagens opgør på Tilst Idrætsanlæg kan godt få afgørende betydning for begge duellanter.

I øjeblikket ligger Tilst placeret på rækkens femteplads med 18 point for 13 kampe. Randers Freja har på sjettepladsen 13 point, men kun for 12 kampe.

Randers Freja kan med en sejr tirsdag aften over Gug, nummer sjok i Jyllandsserien-1, komme op på 16 point.

Hvis det sker, bliver søndagskampen en gyser. Randers Freja kan således med en sejr kravle forbi tst og dermed undgå at blive placeret i nedrykningsracet.

Nr. 6 i hver af de to puljer som udgør Jyllandsserien-1 og den bedst placerede nr. 7 skal spille playoff-kampe om at undgå nedrykning til Jyllandsserien 2.

Vinderne spiller i Jyllandsserien 1, taberne spiller i Jyllandsserien 2 i 2. turneringshalvdel.

Den dårligste nr. 7 samt nr. 8 i hver pulje rykker ned i Jyllandsserien 2.

Derfor bliver det ikke bare a walk in the park for Daniel Bloch i hans prøvekamp.

»Helt fint med mig, at der står noget på spil. Det skærper bare min lyst til at levere en god præstation endnu mere.«

Daniel Bloch er medlem hos Djurslands Fodbolddommerklub, der siden foråret har øget medlemstallet fra 42 til 52 dommere.

Noget dommerformand Poul Johan Christensen, Hornslet, hilser med glæde. Ligesom han spændt følger med i, om Daniel Bloch tager endnu et hop i karrieren.

Den unge mands ambitioner og bestræbelser er også god markedsføring af Djurslands Dommerklub og et boost til andre unge dommere om at se mulighederne for en lovende karriere.