KPI Fodbold: Skarpt fokus og fuldtallig trænerstab hos damer og herrer
I Kolind er de skarpt tunet og klar til forårssæsonen på seniorniveau med en loyal og villig trænerstab og høje forventninger.
Det lykkedes ikke Kolind-Perstrups bedste herrehold i Serie 3 at tage turen en række op, da det gjaldt.
Playoff-finalen mod VRI fra Serie 2 på udebane blev tabt med 2-0.
Resultatet kunne ingen sige noget til det. Det stærke VRI-hold kunne KPI spillerne ikke matche på dagen.
Forårssæsonen byder således på endnu en runde i Serie 3 for førsteholdet og en genopbygning for andetholdet, der rykkede ned fra Serie 4, i Serie 5.
Trænerstaben fortsætter stor set uændret. Der er kun foretaget en enkelt justering, fortæller næstformand i bestyrelsen, Jesper Friis Jensen.
Michael Iversen fortsætter som cheftræner for førsteholdet understøttet af Kasper Hardahl Therkildsen, der trods sine 38 år fortsat kan begå sig på dette niveau som spillende assistent.
»De to har om nogen fået vendt bøtten her sidst i efteråret, og det var jo lige ved at lykkedes med en oprykning. Derfor var det egentlig en no-brainer at forlænge med dem begge,« siger Jesper Friis Jensen
Endnu en Iversen
Andetholdet i Serie 5 omorganiseres på trænersiden, idet Michael Iversens søn, Mikkel Iversen, bliver fast mand på træningsbanen.
Til kampene får han Jan Pedersen og Per Møller Laursen som hjælpere på linjen, fordi KPI påregner, at Mikkel Iversen skal vogte målet.
»Mikkel har nogle divisionskampe for Fredericia som målmand, men har desværre døjet med en skulder, så han var nødt til at stoppe som spiller på eliteplan,« fortæller Jesper Friis Jensen.
»Vi håber, at denne ændring med flere folk på træningsbanen kan løfte nogle af de unge gutter til et højere niveau, især på den taktiske del,« siger næstformanden, der selv i sine aktive år på førsteholdet var kendetegnet ved, at det var en herre man kunne diskutere taktiske koncepter med.
Sørensen & Sørensen
Førsteholdet i Jyllandsserien for damer er klar til næste udfordring med Lasse Fogh Sørensen som cheftræner og den erfarne Charlotte Sørensen som spillende assistent.
Charlotte Sørensen er tidligere elitespiller i bl.a. Vejle.
Jesper Friis Jensen er optimist: »Truppen er stærkt sammentømret, og vi har stor tro på, at holdet igen i foråret klarer sig godt i Jyllandsserien efter 18 sejre i træk i serie 1 og serie 2 med en målscore på 109-11.«
Udfordringen er den smalle trup, og KPI håber derfor på tilgang af lokale talenter fra Djursland.
Både damer og herrer holder nytårsappel 3. februar 2024 ved KPIs klubhus og træner efterfølgende hver tirsdag og torsdag på Tirstrup Idrætsefterskoles kunstgræsbane.