Næste stop gallashow i Herning: Hammel Gymnastikforening er i finalen om stor pris
Lokal idrætsforening er med i opløbet om stor hæder og 100.000 kroner.
Kandidaterne til at blive Danske Spil og DIF’s Årets Idrætsforening 2023 er nu skåret ned til tre, og heriblandt er Hammel Gymnastikforening. Det oplyser Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
Danskerne har i de seneste par uger kunnet stemme på en af de seks idrætsforeninger, som en jury havde indstillet til prisen. Afstemningen er nu afsluttet, og det står klart, at vinderen skal findes mellem Hammel Gymnastikforening, Krumspring (gymnastik og motorik) og Volleyklubben Vestsjælland.
Der blev afgivet i alt 5.378 stemmer, og Hammel Gymnastikforening, der repræsenterede Region Midtjylland, fik, sammenholdt med juryens vurdering, stemmer nok til at blive en af de tre foreninger, der nu officielt er nomineret til prisen.
De tre foreninger modtager nu invitationer til DR’s store Sport 2023-show, der afvikles i Jyske Bank Boxen i Herning 6. januar. Vinderen afsløres i forbindelse med showet, som bliver transmitteret direkte på DR1.
Vinderen modtager ud over hæderen 100.000 kroner, mens de øvrige fem foreninger, der var med i afstemningen, hver modtager 10.000.