Kold skulder fra fonde: Giver anledning til hovedbrud hos Hornslet IF og kommende skole
Mens spaden ramte jorden og smilene lyste ved starten på en ny skole i Hornslet, kæmper Hornslet IF Fodbold en kamp for at finde pengene til en ny kunstgræsbane til at huse skoleleverne i dagtimerne og fodboldspillerne i eftermiddagstimerne og i weekenderne.
Alt var fryd og gammen og smilene store, da spaderne forleden røg i jorden for første gang ved Hornslet Hallen, hvor en ny skole til 6.-9. årgang forventes klar til indflytning fra skoleårets start 2025-26.
Pris 150 mio. kroner for de to etaper, der skal hugge den nuværende Hornslet Skole over på midten:
1. etape: Opførelse af udskoling på ca. 4.500 m² til 6.-9. klasse i 5 spor, ungemiljø og multisal ved Hornslet Hallen. Byggeriet forventes klar, når skoleåret 2025/2026 går i gang.
2. etape: Et mindre nybyggeri og ombygning ifm. skolen på Ballesvej, som fremadrettet skal rumme basisskolen 0.-5. klasse i 5 spor. Forventes færdigt i juni 2026.
Det havde ikke væltet budgettet, tænker jeg, hvis man havde lagt 5-6 mio. kroner oveni til en kunstgræsbane, så skoleleverne også havde et sted at gå hen, når de ikke var til undervisningJacob Winther
Afslag, afslag, afslag
Hornslet IF Fodbolds bestyrelse er til gengæld ikke lutter tandpastasmil.
Opførelsen af den nye skole vil nemlig gøre et indhug i klubbens mangeårige opvisningsbane ved simpelthen i den ene ende at skære det areal af bag det ene mål, som i nogle år har været benyttet flittigt af klubbens mindste spillere til afvikling af træning og 3-mandskampe på tilpassede banestørrelser, der matcher de små fødder.
Fodboldbestyrelsen med formand Jacob Winther i spidsen var ellers vældig optimistiske, da byrådet på næste års budget afsatte 2 mio. kroner til medfinansieringen af en ny kunstgræsbane på den udtjente opvisningsbane.
En bane, som de unge skolelever kunne bruge som udefacilitet i dagtimerne og fodboldspillerne efter klokken 15 og i weekenderne.
Restfinansieringen på 3.5-4 mio. kroner skulle Hornslet IF Fodbold forsøge at skaffe via funding, men afslag fra fire store fonde har givet den nyfundne optimisme hos Jacob Winther & co. et skud for boven.
Salling Fondene, den A.P. Møllerske Støttefond samt KV Fonden har ikke kigget Hornslets vej.
»Vi må erkende, at vi kommer til at gentænke projektet med ny kunstgræsbane i forhold til økonomi, men lige nu ved vi ikke lige, hvordan vi gør det,« indrømmer fodboldformanden.
Blind vinkel
Jacob Winther og andre med ham undrer sig fortsat over, hvordan politikere og embedsmænd kan anbefale et anlægsprojekt af den voluminøse størrelse økonomisk uden overhovedet at skænke udearealer en tanke.
»Det havde ikke væltet budgettet, tænker jeg, hvis man havde lagt 5-6 mio. kroner oveni til en kunstgræsbane, så skoleleverne også havde et sted at gå hen, når de ikke var til undervisning,« siger Jacob Winther.
Han var ikke fodboldformand, da beslutningen om at bygge skole ved Hornslet Hallen blev taget, men han og resten af bestyrelsen har ikke undladt at gøre opmærksom på problemet efter, at de trådte til.
»Vi har i fodboldafdelingen et seriøst problem med kapaciteten, fordi medlemstallet selvfølgelig vokser i takt med, at byen vokser. Vi har ingen muligheder for at udvide, fordi vi er klemt fra begge sider. Grotesk, at man ikke har taget højde for det i planlægningen, at når en by vokser så meget, som Hornslet har gjort, vil det også påvirke idrætslivet i positiv retning,« påpeger Jacob Winther.
Flere politikere har da også overfor Lokalavisen indrømmet, at de lægger sig fladt ned, fordi de har sovet i timen. Det gælder bl.a. Jesper Yde Knudsen (Ø) og Jan Fischer (A).
Fastlåst situation
I en nylig henvendelse til Syddjurs Kommune, politikere m.fl. udtrykker Jacob Winther sin taknemmelighed for den politiske vilje til med to mio. kroner at støtte projektet, der skulle løse to presserende problemer: manglen på udearealer til den nye udskoling og kapacitetsproblemerne i fodboldklubben.
»Vores håb har hele tiden været, at vi så ville kunne supplere med funding, men desværre er vi her løbet panden mod muren.«
»Den økonomiske realitet betyder, at Hornslet IF Fodbold ikke har midlerne til at realisere kunstgræsbanen på hverken kort eller lang sigt. Vi vil f.eks. aldrig kunne afdrage på et lån på kr. 3-4 mio. (hvis vi da ellers var i stand til at opnå et sådant).«
Det mest bekymrende er, at manglen på økonomiske ressourcer også påvirker muligheden for at stille udearealer til rådighed for den nye udskoling.
Jacob Winther understreger: »Vi har ingen steder, hvor eleverne vil kunne være.«
»Med mindre skolen kan bidrage økonomisk til en løsning og/eller kommunen har andre puljer, vi kan søge, så må vi desværre erkende, at vi ikke kommer videre.«
Situationen synes således fastlåst, og udfordringerne for skolen og foreningen forbliver uændrede.
Jacob Winther forventer, at der kommer en politisk reaktion på henvendelsen.