Fortsæt til indhold

Booking-idrætten udfordres: Kolind-Perstrup IFs rekordstævne modbeviser fremtidsudsigter

229 hold er der tilmeldt indestævnet i Kolind+ i de to weekender, der omkranser vinterferien. Ny rekord, og der er fortsat enkelte pladser ledige.

Sport

Jævnligt kan man læse i diverse fremtidsudsigter for idrætslivet, at det tynder ud i de traditionelle foreningsidrætter som fodbold, håndbold og badminton, mens booking-idrætten tager mere og mere over, fordi det passer bedre med moderne menneskers livsførelse.

For fodboldens vedkommende kan de ikke genkende billedet i Kolind-Perstrup IF, som med 229 tilmeldte hold til klubbens indefodboldstævne i Kolind+ i de to weekender som omkranser vinterferien - fredagene tages også med - slår alle rekorder, så de nuværende oversvømmelser i Kolindsund er vand ved siden af.

»Vi har ikke lukket helt for tilmeldinger endnu. Vi har fem ledige pladser i hver af rækkerne U6 mix og U7 mix, ligesom der også er ekstra pladser i de to oldboysrækker, 40+ og 50+,« siger Jesper Friis Jensen fra den meget dynamiske arrangørgruppe.

Gruppen består endvidere af Lars Henrik Hvidtfeldt, Thomas Zacher Sørensen og Lasse Fogh. DGI hjælper til på sidelinjen med at orkestrere en række praktiske gøremål.

Det store besøgstal til indefodboldstævnet er bare et udtryk for, at er man indstillet på at bruge noget knofedt, kan mange ting lykkes, også i den lokale fodboldverden.