Fortsæt til indhold

Lokal idrætsforening bryder barrieren for børn med særlige behov

Stjær Boldklub vil skabe motiverende idrætsmiljøer og aktive fællesskaber, der også inkluderer børn med særlige behov.

Sport
bo

Stjær Boldklub har en ambition om at være et sted, hvor børn, unge og voksne med forskellige interesser og med individuelle forudsætninger mødes i aktive fællesskaber. Det kommer bare ikke af sig selv.

Derfor vil klubben nu forsøge at skabe motiverende idrætsmiljøer for børn med særlige behov, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

»Vi har allerede et Lykkeliga-håndboldhold i Stjær, men vi vil gerne blive bedre til at tilrettelægge træningen på tværs af aktiviteter. Derfor har vi allieret os med DGI om en fælles workshop for alle vores trænere, instruktører og frivillige, så vi sammen får muligheden for at lære mere om inklusion i breddeidrætten og om, hvilke værktøjer og teknikker, man kan benytte sig af som holdansvarlig,« forklarer Marie Hulgaard fra Stjær Boldklub.

Workshoppen finder sted mandag 19. februar klokken 18.30-21-30. Fra DGI deltager Anna Heide, der er konsulent med ansvar for børns bevægelsesglæde. Hun vil blandt andet forklarer om målgruppekendskab – hvem er børnene med særlige behov – det gode træningsmiljø og forældesamarbejdet.

»Jeg er glad for at kunne hjælpe Stjær Boldklub med at klæde klubbens ledere, trænere og frivillige på til at skabe rammer, som flere børn kan lykkes i,« fortæller hun.

Det er takket været en donation fra Aura Energis Lokalværdipulje, at Stjær Boldklub har fået muligheden for at arrangere workshoppen.

»Støtten fra det lokale erhvervsliv er afgørende for at vi som forening har mulighed for at tage ekstra initiativer, der styrker lokalsamfundet, dygtiggøre vores trænere og er med til at løfte vigtige dagsordener for vores medlemmer,« understreger Marie Hulgaard.

Stjær Boldklubs hovedbestyrelse håber med initiativet at samle alle trænere, instruktører og frivillige på tværs af klubbens 11 afdelinger, så de sammen kan skabe et idrætstilbud, som muliggør aktive fællesskaber for alle – særlige behov eller ej.