Boksefest i Herning: Mikkel Gribsholt og Viktor Hoveling er ekstra krydderier på plakaten ved Nordiske Mesterskaber
Dupond og Dupont, den lokale bokseduo, med til at markere en ny æra for dansk boksning.
Danmarks Bokse-Union (DaBU) og TK Promotion bryder nye grænser ved de Nordiske Mesterskaber i boksning i Herning i næste weekend, hvor et nyt samarbejde vil kulminere med to professionelle kampe lørdag d. 23. marts klokken 22.
Det er første gang, at DaBU og TK Promotion går hånd i hånd i en fælles indsats for at forene den olympiske og professionelle bokseverden.
DaBUs formand, Lars Brovil, ser dette som et banebrydende skridt for dansk boksning:
»Der har længe været tale om et samarbejde imellem DaBU og professionel boksning. Nu benytter vi disse mesterskaber til helt konkret at prøve idéen af ved at afvikle et fællesstævne. Hvis alt går som forventet, vil der i andre boksesammenhænge også kunne tænkes og arrangeres nye samarbejder, til fordel for et samlet dansk boksning.«
TK Promotions Kasper Holgersen er enig i potentialet for samarbejdet:
»TK Promotion er glade for at afprøve mulighederne i et samarbejde med DaBU, da jeg ser en masse potentiale for at skabe nogle fede oplevelser for bokserne. Jeg tror på, at et samarbejde imellem olympisk boksning og professionel boksning, kan være guld værd for dansk boksning i fremtiden.«
Ungersvendene klar
Lørdag aften vil TK Promotion præsentere Mikkel Gribsholt, Ryomgård, og Viktor Hoveling, Hornslet, der begge har fået en flot start med lutter sejre efter, at de smed overtrøjen og gik over i de professionelles rækker.
Mikkel Gribsholt (4,0,0) møder i superfjervægt Ilia Beruashvili, 28, fra Georgien. Han tropper op i Herning med en rekordrække, der viser 27 kampe, heraf er ni vundet, 18 tabt. Fire af sejrene er vundet før tid, ti af nederlagene er tabt før tid.
Det viser kampstatistikken hos normalt pålidelige BoxRec.
Victor Hoveling (3,0,0) i supermellemvægt møder ligeledes en bokser fra Georgien, nemlig 32-årige Anzor Gamgebeli.
Ifølge BoxRec har georgieren bokset hele 71 kampe, heraf er 29 vundne, 37 tabt og fem endt uden af en afgørelse,
En hårdfør mand, hvis man skal tro statistikken, med 15 sejre på knockout, 26 tabte på samme.
Hornslet har to med
Til de nordiske mesterskaber stiller Danmark op med et imponerende hold på 26 boksere. Der er sammenlagt tilmeldt i alt 123 boksere fra de fem nordiske lande som deltager.
DaBU ser særligt frem til at præsentere den kommende OL-deltager Nikolaj Terteryan samt stærke navne på kvindesiden som som Melissa Mortensen og Sofie Rosshaug.
Derudover er det en stor ære for Hornslet Bokseklub at have to regerende danske mestre, Steffen Rørstrøm (92 kg) og Maher Khatib (60 kg), repræsenteret ved mesterskaberne.
»Begge boksere er klar og kan godt komme hjem med et flot resultat,« vurderer cheftræner i Hornslet Bokseklub, Arne Lund Christensen, der skal sekundere de to Hornsletboksere - ligesom også Gribsholt og Hoveling får glæde af deres mentor i ringhjørnet.